P.Otte    
         
    

En af de tidligste hændelser, som jeg husker fra Skørping, foregår lille juleaften 1957. hvor jeg er med min far på de sidste jule indkøb. Sneen daler heftigt ned og maler min fars frakke hvid, og vi går over jernbane overskæringen, hen mod Sverrigegård. Da vi åbner døren og går ind i købmandshandlen, står der en stor nissedukke som bukker hver gang døren åbnes. Dukken er højere end mig, og er så levende at jeg er overbevist om at den om lidt vil smile til mig. Da vi efter endt handelen, igen står udenfor, ser jeg en ny nisse, denne gang på vej hen over torvet, direkte imod os imod os, og min far letter på sin hat og hilser, som man gjorde dengang. Vi stopper op og efter en lavmælt samtale inviterer min far ”nissen” til at holde jul sammen med os. !!

Det viser sig dog at manden ikke er nisse, men kunstmaler. En rigtig boheme´ og han har efter tiden stil, et meget langt hvidt skæg og et viltert hår. Navnet er P. Otte. I daglig tale kaldet ”Maler Otte”. Han bor i den ene ende af et langt træskur som ligger på markedspladsen, op ad krohaven og tennisbanen. P.Otte maler mest motiver fra skoven omkring Skørping. Og hans skildringer af skoven, pryder mangen en væg i Skørping i de år.

Min far inviterer således maler Otte til juleaften. Ikke lige til min mors uddelte begejstring. Da hun høre om det bliver hun mildest talt skinger, for vi skal også have noget familie på besøg juleaften. Men min far siger ”den mand skal IKKE sidde alene juleaften med kold kartoffelsalat og opvarmede pølser fra Turist Hotellet, så vi må dele, vi kan ikke være andet bekendt”. Den besked får min mor fordøjet og lidt efter sætter hun hurtigt P. Ottes navn på en af de gaver min far skulle have haft. Og sådan bliver det. Den 24. december, præcist kl. 18.00, mens hvert eneste hus i Skørping gør sig klar til julemad, banker P. Otte på vores dør. Jeg går med min far ud og åbner døren.. Og synet af manden udenfor er himmelsk, og en jul værdigt. Der stod P. Otte iført høj hat, sort jakkesæt med skøder og vest, ur i kæde, renvasket og velfriseret, og med blomster til fruen og vin til maden. Selv min mor måtte overgive sig. Under julemiddagen sad jeg indgående og studerede vores gæst som omhyggeligt og sirligt tørrede sit enorme skæg med servietten efter hver eneste bid. Maler Otte talte ikke jysk. Han havde en accent der lød kultiveret, som stemmen fra radioavisen. Og som middagen skred frem hørte vi at P. Otte var kammerat med Ingvald Lieberkind, og elev af Harald Isenstein. (2 af tidens feterede kultur personligheder).

Hvordan maler Otte var havnet i Skørping husker jeg ikke. Den juleaften var sælsom, fordi den for mig også et billede på min fars venlige sindelag. Jeg tror nok min mor modsatte sig at det skulle gentage sig endnu en juleaften. Men maler Otte kom flere gange i vores hjem, og på et tidspunkt køber min far et billede af P.Otte, formedelst 50 kr. Det er et motiv fra Mosskov sø. I 1960´erne slog maler Otte sig på storke fabrikation. Han lavede storkekroppen i finer påsat stift ståltråd, så storkene kunne stå i jorden og vippe. Om sommeren stod de nymalede storke og tørrede på rad og række foran P. Ottes skur på markedspladsen. (er der mon nogen der har et fotografi af det sceneri)? P. Otte blev efter sin død begravet på Skørping Kirkegård. Graven er i dag sløjfet, men stenen står stadig blandt de kasserede gravstene i den nordre ende af kirkegården.

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.