Slaraffenland    
         
    

Skørping vrimlede med originaler og forliste skæbner, i disse år. Med mennesker der på hver sin måde skilte sig ud fra den grå 50´er normalitet. Småborgerligheden levede godt, og beskyttede sig indædt mod de der opførte sig anderledes, hvorfor de oftest tildeltes øgenavne som f.eks. Haltefanden, Reserve Jesus, Texas, og Pind. Titler som hang solidt ved. Et fejltrin, og familien var måske dømt i generationer. Man skulle ikke stikke næsen for langt frem, før man fik hug. Når en fremmed kom til byen, blev han overbegloet.
Men tiden intonerede også de sidste rester af bondesamfundet i Skørping, på godt og ondt.
De nye tider varslede til gengæld godt for den store børneflok i Skørping. Vi børn havde det, som om vi boede i Slaraffenland. Hvert år var der dyrskue på markedspladsen, med gøgl og fjas, og hvert år kom der både omrejsende tivoli og cirkus på markedspladsen, og vi børn labbede disse eksotiske og fremmedartede indtryk i os, og hvis man var heldig, kunne man endda tjene til en fribillet som hjælper i tivoli eller cirkus.

Rebild 1958  - John og Christian

Der var altid nogen at lege med i byen, i haverne, i skoven, på markedspladsen, i mosen, i grusgraven og alle de andre farlige steder. Stort set alle børn havde en cykel. I perioder kørte en stor flok på rulleskøjter på torvet, hver eftermiddag og aften. Og om vinteren løb vi på skøjter på præstegårdsdammen. Drengene kunne gå til spejder en gang om ugen i spejderhytten på Mosevej, hvor bl.a. fru Mørk (Akela), fru Madsen og Fru Sigsgård lavede et stort og engageret frivilligt arbejde, og på frøken Møllers Danseskole i krosalen, var der trængsel på dansegulvet af drenge og piger og unge i alle aldre, og man døjede uden at kny, de heftige spark som frk. Møller tildelte vores skinneben, når vi ikke trådte dansen perfekt. (Frk. Møller var i øvrigt en ivrig amatør astronom, med egen stjernekikkert og observatorium i tårnet i hendes hus). Afdansningsballet, skolefesterne og spejderfesterne, blev afholdt årligt i krosalen, og hele byen troppede op i sit stiveste puds til de arrangementer. Disse fester indledtes altid med den obligatoriske indgangsmarch, akkompagneret af Børge Knudsens orkester, bestående af klaver, violin, tromme og trompet. Og de spillede aftenen igennem dansemusik med en vidunderlig sprød lyd. Trompeten blev spillet af Ebba, og når hun spillede Arne Lamberts slager ”Oh mine Papa” var det med en lyd der slog gnister. Senere på aftenen fyldtes restauranten totalt op af det bedre borgerskab, der boltrede sig i snitter, kaffe, cognac og kage, mens tobakstågerne hang tykt.

I Kinorevuen, som biografen hed, kunne vi se film med Dirch Passer og Lilleper. Og når vi børn fik lov til at gå i biografen kl.8 om aftenen, fordi far og mor havde brug for lidt ”ro”, fik vi som regel 2 kr. med, for så var der også til lidt slik. En børnebillet på taburet rækkerne, helt nede foran lærredet, kostede 1.25 kr. Biograf direktøren hed Frederiksen og var en kraftig rødmosset mand med et prægtigt cykelstyrs overskæg. Når direktør Frederiksen solgte mange børnebilletter til en forestilling, hvor næsten alle betalt med en daler, slap hans byttepenge som regel hurtigt op, og så skældte han ud og bad os om at få vekslet et andet sted. Og det foregik så ved at vi i stedet først købte slik hos fru Frederiksen, som så måtte af med sine byttepenge, hvorefter hun gik ind og hentede flere byttepenge i direktørens kasse. Det grinede vi meget af. Bagerst i biografen var de dyre rækker med fine røde plys sæder i et specielt indelukke kaldet ”Grisekassen”. Reklame filmene var de samme år efter år, og vi kunne dem uden af, men der var også enkelte gode reklame film med bl.a. Dirch Passer og Keld Pedersen, når de f.eks. reklamerede for Star og Fona. 
 
Vi var så mange børn, med penge i mellem hænderne i Skørping, i de år, at der måtte hele 3 slik kiosker til, for at betjene os. Bartholine havde kiosk på Himmerlandsvej, lige ved overskæringen, så flyttede hun den op til Det Glade Hjørne, og derefter ned på arealet overfor tankstationen. Her overtog Emil Blicher senere kiosken. Kort efter startede vognmand Horn en kiosk op, på den modsatte side af vejen. Og på stationen, var der en bladkiosk som blev bestyret af frk. Nielsen. Hun solgte Premiere is, slik, ugeblade og tobak. Og hver anden tirsdag langede hun Anders And & Co over disken. Senere begyndte jeg at købe cigaretter i løs vægt, som frk. Nielsen venligt solgte til os drenge, om end vi endnu ikke var fyldt 10 år. Man kunne også købe en pakke med 5 Eifel eller 5 York til 1.35 kr. og en pakke Zenta pastiller fjernede effektivt lugten.
 
Var man en rask dreng, kunne man også nemt tjene penge som bud hos en af byens handlende. Det var sejt at komme kørende ned af Jyllandsgade på en Long John med ladet fuld af varer, og i Brugsen havde de endda en 3 hjulet budcykel med et kæmpestort firkantet lad. Jeg tjente selv penge ved at køre byærinder for de mange hjemmegående husmødre på vores vej. Når bukkejagten gik ind, kunne man tjene en skilling ved at tage med på klapjagt i Statsskoven, med Jens Hvass i spidsen for celebre kendisser. Og 4. juli, til Rebildfesten, kunne man hvert år tjene penge ved at sælge is i bakkerne, eller ved at samle flasker.
Hos fiskehandler Havmøller og grønthandler Houtved der kørte rundt i byen, hver uge, med deres varebiler, som hjemme-is gør i dag, kunne man få et job der bestod i at stå på varebilens bagklap, mens den kørte rundt i byen. Man skulle så springe af på udvalgte steder, og løbe hen og modtage ordre fra kunderne i deres egen døråbning. Det var et farligt men meget prestige fyldt job.
 
Om eftermiddagen efter skoletid, skyndte de fleste sig hjem. For så var der tid til legekammerater. Vi legede købmandsbutik, cirkus, zoologisk have, svingfigurer eller rutebil, soldater eller cowboyer og indianere. Hvis der ingen børn var at lege med gik jeg på besøg hos Hilda Eriksen eller Signe Nielsen, som boede på hver sin side af vores hus på Hyldahlsvej.

Signe Nielsen

Snedkermester Henry Nielsen´s kone Signe elskede jeg at besøge. Og jeg besøgte hende tit. Jeg kørte små byærinder for hende. Eller hun og jeg drak kaffe sammen, mens jeg spillede plader på grammofonen i hendes stue med bl.a. De Danske gårdmusikanter, Holger Fællessanger og Katy Bødger, og det var også Signe der en dag bød mig på en smøg til kaffen, fordi hun havde luret at jeg smug røg, og jeg beholdt venskabet med hende så længe hun levede.

En anden kvinde som jeg holdt meget af var Hilda (Raghnhilda Eriksen), hun boede til leje hos Carl Holst på Hyldalsvej, og hun lærte mig at spille kort. Vi spillede ”31”, ”Plim” og ”Rommy”,- og det var tit jeg gik op til Hilda efter skoletid og spillede kort, og så fortalte vi hinanden vittigheder og hørte radio. Hilda havde i sin ungdom været gift og boede dengang lige efter krigen, med sin mand og deres børn i ledvogter huset ude ved overskæringen ved Mosskovgård. Hilda passede i mange år hus for Hvas på skovriddergården. Hilda var en stor, munter kvinde med et brask og bramfrit udtryk, og et smittende humør, det var vist kun minderne om hendes mand der kunne gøre hende ked af det. Nu erhvervede hun sig som afholdt kogekone.

En dag, mens jeg sad oppe ved Hilda, og radioen gik for fuld musik, trådte Jens Hvass pludselig ind af døren i sin jæger grønne uniform med knæbukser og langskaftede støvler, kasket og guldsnor. Jens Hvass talte et højt, og tydeligt artikuleret sprog. Alle hørte når Hvass talte, og han bad Hilda om straks at smide hvad hun havde i hænderne, for der var kommet gæster på Skovriddergåden, og de skulle have gule ærter, som kun Hilda kunne lave rigtigt. Bag Jens Hvass stod endnu en mand i mere afdæmpet uniform og han sagde ”for min skyld”. Og så røg Hilda ellers op af stolen og var klar på 2 minutter. Senere fik jeg at vide at det var arveprins Knud, der havde bedt så inderligt. Han var tit gæst på skovridergården, og prins Knud kunne lide Hilda´s mad.

Hilda løfter min mor

En rigtig Hilda historie, er også, da hun en aften, som så mange andre, spiste med hjemme ved os. Jeg var en kræsen dreng og ville hellere have frikadeller end kartofler, og det irriterede Hilda, men hun vidste at jeg ønskede mig en båndoptager, og pludselig siger hun : ” A tøs do ska ta en kartoffel mer´, for så vil a nemlig gi dæ en båndoptawer” og så bedyrede hun, at hun havde en båndoptager derhjemme og at hun ville give mig den når jeg havde spist mine kartofler, og så snuppede jeg selvfølgelig nogle flere kartofler, og da de var væk sagde Hilda, ”a ved do ka spis jen te” og sådan fortsatte det til jeg havde spist  11 kartofler. Så kom vi til frugtgrøden, og også den måtte jeg pænt spise en god portion af, mens Hilda morede sig højlydt, og endelig mens kaffen blev brygget, gik Hilda hjem efter båndoptageren. Hun kom tilbage med en væsentlig mindre ”ting” end jeg havde forventet, vel nærmest en konvolut, hvoraf hun fremdrog en strikkepind og et almindeligt gummibånd.  Så løftede hun gummibåndet op med strikkepinden, og sagde ”her håer do din bånd optawer” efterfulgt af et latterudbrud, der var så smittende at vi alle morede os kosteligt.

I det hele taget kunne samværet med de voksne være væsentlig mere spændende end nutidige børn overhovedet kan forestille sig. Der var godt nok ikke noget TV, men i stedet kunne et klogt barn få sig en spændende oplevelse ved at lytte til de voksnes samtale. Jeg simulerede gerne at jeg var faldet i søvn på sofaen, når der var gæster, og således kunne jeg høre spændende beretninger om krigen, fortællinger fra skoven, og forunderlige beretninger om skæbner og om livet på landet for ikke så længe siden, hvor der var lokummer og petroleumslamper i hjemmene.
 

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.