Jeg begyndte i skolen i 1958    
         
    

Jeg skulle egentligt have ventet et år mere med at komme i skole, da jeg har fødselsdag i sommerferien, men min mor insisterede på at jeg kom i skole nu, for hun kunne ikke holde ud at have mig derhjemme. Og det kan jeg godt forstå, for vi var som ild og vand, min mor og jeg. Min mor rettede konstant på mig, og blandede sig i alt hvad jeg lavede, og jeg slog mig i tøjret. Min mor var rent ud sagt over mig som en høg.
Så det var fint nok for mig, at komme ud blandt andre børn.

Skørping skole

Skørping Borger og Realskole viser sig dog hurtigt at være en grim overraskelse. Faktisk kunne jeg så småt læse, skrive og regne, allerede inden jeg begyndte i skolen, men lysten til at lære mere, forsvandt hurtigt. Det var for mig den sorte skole, af værste slags.
Hver dag, når klokken ringede ind til time, stillede vi børn os op i kronologiske koloner i skolegården, hvorefter gårdvagten, gelejdede os indenfor, og allerede her´ indkasserede de bagerste dagens første rap med spanskrøret, for de dygtigste børn gik forrest, sådan var reglen. Så vandrede man i geled og række ned ad gangen og afventede morgensangen, og uanset hvor man kikkede hen, så man kun bistre voksne der som høge, var klar til at slå ned. Ikke et smil eller noget formildende ventede os.
Autoriteterne var ganske tydelige. De fleste lærer brugte systematisk revselsesretten ved at bruge spanskrør og lussinger, nøgler, linealer knoer og decideret terror for at banke lærdommen ind i vores små hoveder. En dag inkasserede jeg på én dag 12 lussinger, plus adskillige smertefulde ryk i både kind, øre og hår. Bevares noget af det havde jeg ”måske” fortjent – men alligevel. 
Jeg var et nogenlunde normalt begavet barn, og med en far der var ansat i en bank, var jeg fredet til en vis grænse, men rundt om på skolen var der mange udsatte og socialt ramte børn, som kæmpede en ulig og direkte ydmygende kamp i skolens småborgerlige snævre rammer. Føj. Hvis et barn dengang havde svært ved indlæringen, var kuren hån og tæsk i timerne af lærerne. Damptoget var godt nok opfundet, men ikke damp-barnet. Dette var den sorte skole i bogstaveligste forstand.

Skørping skole var to sporet. I alle skolens B klasserne gik børnene ude fra Red Barnets børnehjem i Rebild Skovhuse.
De børn var nemme at kende for de gik altid klædt i gråt og billigt genbrugstøj, og deres madpakker var triste som børnenes egne skæbner. Gårdvagten på Skørping Skole, kunne ikke fordrage børnehjems børnene, som han mente manglede både opdragelse, pli og høflighed, så han gav dem så mange rap med spanskrøret som overhovedet muligt og hånede dem konsekvent som ”dem ude fra alderdomshjemmet”. Men der var enkelte, næsten heroiske øjeblikke, hvor vi børn hævnede os på vores tyranner. I en geografi time havde en tapper dreng fra børnehjemmet, i ly af sit opslåede atlas, med slangebøsse affyret en sammentygget papirs krampe og ramt gårdvagten, med et pletskud lige i skridtet, så gårdvagten fløj en halv meter i vejret af forskrækkelse, og drengen fløj hen imod døren, for at komme ud.. Desværre lykkedes det ikke for drengen at komme ud, og resten af klassen måtte med rædsel overvære en afstraffelse af drengen fra børnehjemmet, der afgjort kunne have kostet overlæreren jobbet, og have buret ham inde i en rum tid.

Fælles for de børn der gik på Skørping Skole, og som kom fra børnehjemmet var tavse skæbner som ingen rigtigt ville kendes ved.
Et ”privilegium” for børnehjems børnene, var at få lov til at handle ind i Skørping, for forstanderinden. Blot skulle de skynde sig ind til Skørping og hjem igen på afmålt tid. Men skulle de handle ind i Tatol, var de ikke så heldige endda, for de måtte kun være i butikken, for indehaveren, når der ikke var andre kunder i butikken, så derfor måtte de pænt gå udenfor og vente hver gang der kom en ny kunde ind, og således kunne en indkøbstur, nemt vare længere end den time børnene havde fået tildelt af forstanderinden, og så lød straffen på stuearrest uden aftensmad når de kom tilbage til børnehjemmet.

Skørping skole 1. klasse 1958

Det er næsten et paradoks at jeg gik i klasse med børn fra børnehjemmet. For jeg havde selv været børnehjemsbarn som spæd, inden jeg, næsten 2 år gammel blev bortadopteret. Jeg fik med ord andre nærmest et spejl stukket ud, som gav mig noget at tænke over. Jeg var snot forkælet enebarn, med det minus at der ikke var søskende at spejle sig i. Mit forhold til min mor var anspændt. Vi var ild og vand. Hun havde nogle underlige ambitioner på mine vegne, som jeg ikke kunne realiserer, og så måtte min mor ofte ty til skrappe metoder. Hendes pædagogik bestod oftest i at skræmme mig til at ”makke ret”. Og her skyede hun ingen midler. Hendes trumf var når hun rasende belærte mig om at jeg ikke var hendes rigtige barn, og at hun til enhver tid kunne sende mig tilbage på børnehjemmet. Jeg kunne bare pakke min kuffert. Den melding måtte jeg inkasserer flere gange i min barndom, og den formindskede bestemt ikke afstanden imellem os. Og min status som ”en vare man kunne levere tilbage” var et perspektiv at fundere over. Materielt manglede jeg ingenting, og min far var en god far, og der var normalt trygt og stabilt i det lille hjem så det kompenserede i høj grad for min mors temperament.

Vi havde gårdvagtens kone til religion. En stor og mægtig kvinde, med en svulmende barm og et ansigt der mest af alt mindede om en hornugles. Hun gik ofte klædt i lange sorte gevandter og havde det lange hår samlet i en stram knold i nakken. Fruen rummede en naturlig autoritet og kunne slå en proper næve, men det var sjældent nødvendigt.
Hun lærte os at rejse os, hver gang der kom en voksen ind i klassen, og at blive stående til der blev sagt ”værsgo” Men hun var også en fremragende fortolker af det gamle testamente, og vi lyttede, når hun fortalte om Ruth og Saul, og Kain og Abel, og indimellem kom selveste Provst Winther forbi og overhørte undervisningen, siddende med provstelig værdighed oppe på podiet, i fuldt ornat og høj hat. Vi fremsagde salmevers på hukommelsen så vi aldrig glemmer dem igen. Vi stod op og fremførte den udenad lærte tekst, hvis man da ikke prøvede på at snyde ved at kikke ned i salmebogen.  Ind imellem læste Fruen forunderlige sagn og eventyr op for os, om Svend, Knud og Valdemar, og om skovtrolde & prinsesser, og om magiske ønsker og underlige hændelser.
Hvis vi børn skulle straffes i ”Uglens” timer, foregik det ved at man blev placeret i hulrummet under katederet, hvor hun så i ny og næ sparkede lidt til den formastelige. Og der lugtede af hengemt tis, der under bordet

Vores regnelærer, i de første år kunne jeg godt lide. Han var det blideste væsen til dagligt, han virkede oprigtigt som om han nød samværet med børnene og der var en tryg hygge i hans timer. Han gik klædt, som var han taget ud af en Chaplin film, og for os børn virkede han meget gammeldags og morfaragtig. I slutningen af hver time spillede han på violinen, så den skreg inderligt som en døende kat, mens vi børn istemte: ”nu er timen til ende” og ”jeg ved en lærke rede”.
Regnelæreren gav os små flag, bagerst i regnehæftet, som belønning for fejlfri opgaver og han spidsede omhyggeligt og fint vores blyanter med sin lommekniv. Han kom dagligt til skolen på en gammel knallert, iført en ældgammel heldragt fra 1.verdenskrig, med håndsyet læderhjelm og store runde motorbriller, og når han ankom til skolegården i den mundering, morede vi os kosteligt. Regnelæreren havde engang fået udgivet et arbejdshæfte til undervisnings brug, og det blev vi undervist i, men de fleste børn fattede ikke en brik, og måske var tiden løbet fra regnelæreren. Fakta var at hans overblik ind imellem forsvandt, og når det skete var det for fuld udblæsning. Jeg husker specielt en gang i klasselokale nr.8, der lå som en knopskydning på skolen, for enden af en lang smal gang. Jeg tror vi gik i 5.kl. Og vores regnelærer kommer den dag ind i lokalet, stadig iført læderhjem, motorbriller og heldragt, og knalder døren i efter sig, med sådan en kraft at karmen løsner sig flere centimeter, og pudset falder af væggen. Oppe ved katederet kyler han hjelmen fra sig, flår vores regnehæfter op af sin taske, råber forbandelser ud over os og river så alle vores hæfter itu, så stumperne flagre rundt i klassen, og sådan fortsatte raseriet. Hvor længe det stod på, ved vist igen af os, men pludselig går døren op og skoleinspektør Andreasen og en anden lærer kommer ind og vi børn springer op og står ret ved pultene, og der bliver helt stille. Vores regnelærer fulgte tavs med de to ud. Andreasen kom tilbage og blev i klassen resten af timen. Ingen sagde en lyd, for inspektøren var den mest frygtede af alle voksne, for os drenge var han den personificerede ondskab, med pibesovs i mundvigene, og vi turde dårligt trække vejret. Stille bøjede vi os ned og begyndte at regne vilkårligt på må og få. 

Afdansningsbal

Og stort bedre var det ikke med min klasselærerinde i de første skoleår.
Hun lærte os dog at læse i Ole Bole ABC, og at sætte kryds og bolle. Hun gav lussinger og rap over fingrene med linealen. Der var respekt omkring damen. Hun var en kraftig rødmosset og temmelig hysterisk dame. Hun var ugift og boede alene sammen med sin gamle mor. Og vi kaldte hende Kragen fordi hun sang med en ualmindelig høj vibrerende og teatralsk klang.
Og også hun mistede ind i mellem besindelsen. Og så straffede hun os på de mest bizarre måder. Bl.a. ved at læse højt af bogen om Niels Holgersens forunderlige rejse. Straffen bestod i, at hun konsekvent rykkede 10 - 15 sider baglæns i bogen, så snart nogen bevægede en finger, eller blot rørte på sig, ja selv hvis der hørtes lyde fra de andre lokaler. Således blev vi aldrig færdig, med mere end en tredjedel af bogen på de 3 år vi havde Kragen.
Kragen kunne uden varsel bryde hulkende sammen oppe ved katederet.  Andre dage gik hun hjem midt i timen. Og nogen gange kunne der gå et par måneder, med vikar, inden Kragen kom tilbage med chokolade, som hun muntert delte med os. En dag kom der en ny dreng i klassen, rødhåret og bleg og tynd, og alle kunne på hans påklædning se, han kom ude fra børnehjemmet. Ingen anede at han skulle komme. Og ”Kragen” vidste det åbenbart heller ikke. Drengen så med rette skræmt ud. Kragen kikkede vredt på ham og med skræppende stemme tordnede hun et: ” ...hvad hedder du så ??”  Drengen svarede et eller andet lavmælt, som ingen hørte. Kragen brølede så: ”Rejs dig op, når du skal svare ”. Den rødhårede dreng sprang op og fremførte sit navn, som bestod af hele 3 fornavne, hvoraf de 2 ikke var almindelige gængse danske. Han var dårligt færdig med at tale før Kragen løb ned og stak knægten et par lussinger, med ordene: ”Du skal ikke være fræk”. Drengen stod stum af forbavselse, og så brød han hulkende sammen. ”Kragen” kikkede lidt usikker på ham, og sagde flovt og lavmælt: ”Sådan en tøsedreng. Og det udsagn skulle besegle drengens skæbne i skolegården. Han blev mobbet fra da af. Senere fandt jeg ud af at drengens far for nylig var død, og at hans mor derfor havde sendt ham ud på Børnehjemmet, til hun igen fandt fodfæste.. Drengen blev en af mine nære venner. Han rejste senere fra børnehjemmet, og flyttede så med sin mor ind til Skørping, hvor hun bl.a. syede tøj for folk.
I klassen gik der en københavner pige ude fra børnehjemmet. Hun var fræk som en slagtehund og frygtet, for hun gik ikke af vejen for et slagsmål. En dag i en dansk time med Kragen, fortalte vi gåder til hinanden og pigen rakte hånden op og spurgte ” hvad er sammenligningen mellem et lille barn og så en frikadelle?…..de er begge to lavet af fars!!!” ingen i klassen forstod historien, men vi grinede alligevel højlydt, bare fordi det var befriende at grine i timerne, men Kragen gav pigen en kæmpe lussing, og så var det frem med stavehæfterne igen. Øv!! I frikvarteret havde vi travlt med at finde ud af hvad pointen i gåden var.

Sidst i halvtredserne havde vi på Skørping Skole en pensioneret lærer der hed Vithner. Han blev brugt som fast vikar i de ældste klasser.  Lærer Vithner var en rolig og venlig mand, og han behandlede os børn i de små klasser med respekt. Men de ældste klasser frygtede ham vist. Grunden til at jeg husker lærer Vithner, skyldes i høj grad hans bil. En vaskeægte sort-lakeret Ford –T fra 30´erne. Bilen holdt som regel parkeret oppe bagved gymnastiksalen, og når lærer Vithner skulle hjem mod Gl. Skørping, var det som regel en af drengene fra de ældste klasser, der fik lov til at dreje håndsvinget foran på bilen, til den gik i gang. Og vi knægte stod måbende og så på, for hele sceneriet med manden, bilen og dens lyd, var én stor levendegørelse af de stumfilm vi så i biografen med Gøg & Gokke, Chaplin & Buster Keaton, og det foregik lige der´ midt i skolegården.
En dag kørte lærer Vithner til Ålborg, og vanen tro kørte han over Budderupholm, forbi den gamle kirke, op ad bakken mod hovedvej A 10, lidt syd for Støvring. Her stoppede Vithner bilen 25 meter fra hovedvejen, spadserede det sidste stykke, og placerede sig endeligt midt ude på hovedvejen, hvor han først kikkede og lyttede mod syd, så mod nord, og endelig endnu en gang mod syd, for at konstaterer at vejen var fri og farbar.
Så spadserede den gamle mand sindigt tilbage, og satte sig ind bag rattet, i sin høje bil, kørte rask frem til hovedvejen, og drejede skarpt til højre, og blev torpederet af en bil som med høj fart kom fra syd.. Jeg husker ikke om lærer Vithner kom alvorligt til skade ved ulykken. Men selve historien er så bizar, at jeg kunne betvivle historiens oprigtighed, men den skulle iflg. pålidelig kilde være god nok. Jeg har fået en bekræftelse fra lærer Vithners barnebarn, som fortæller mig at doktor Bartholdy ikke turde tage kørekortet fra sin gamle lærer. Så cementeret var den gamle læreres autoritet stadig, selv hos byens læge. Og respekten for de ældre var stadig en nagelfast norm.    

Hvis man i 1962 stod og betragtede skolebørnene der efter skoletid, var på vej hjem fra Skørping Borger & realskole, kunne man se børn fra oplandet køre af sted i Horns og Tinus´ små busser ud i retning af Buderupholm, Gl. Skørping, Fræer, Sejlstrup og Hellum. Arvingen til Villestrup blev afhentet i limousine med privatchauffør. Tilbage var så de der boede i selve Skørping by. For dem, skete sorteringen på vejen ned ad Himmerlandsvej mod baneoverskæringen. Omkring torvet og op ad Jyllandsgade, skete der igen en sortering mod højre og venstre af de der drog mod Nisterland eller Farveladebyen, tilbage var så de der skulle op af Jyllandsgade til Overbyen. Og på den måde kom alle børn hjem til deres eget distrikt med skoletasken, så mor lige kunne se at vi havde fri. Nogle blev så hjemme og lavede lektier og opførte sig pænt og ordentligt, men ikke mig.

Jeg gad ikke skolen, og derhjemme var jeg i evig konflikt med min mor, som bestemt havde andre planer på mine vegne, end jeg kunne honorerer. Jeg skulle være den pæne, rene dreng. Og min mor havde nu også fået den ambition at jeg skulle være landmåler!!!. ”Og sådan en skal være god til regning”, forklarede hun mig indædt, når jeg sad og kikkede tomt på regneopgaverne.  Det var ikke nemt at være dreng derhjemme. Og min bedste ven i skolen forbød min mor mig at lege med, for det var ”upassende” selskab, som hun sagde. Men på gaden befandt jeg mig godt og som mig selv, og det var for fuld udblæsning, den fik ikke for lidt af tankeløse handlinger, som jeg væltede jeg mig rundt i, når jeg havde en halv time til rådighed som rigtig dreng. Alt skulle prøves på rekord tid. Det meste blev som regel opdaget af min mor, fordi hun havde en medfødt evne til at opsnuse mig, når jeg var på gale stier. Og byen var tillige fyldt med ”sladre-tanter”.

Der var næsten altid nogen der spillede fodbold på markedspladsen, og byen myldrede med børn på cykel op og ned af hovedgaden.
 Jeg cyklede dog sjældent ud i Nisterland og Farveladebyen, for der gik grumme historier om bander i de områder. Men i mosen var der et herligt terræn, blandt mængder af bjørneklo, hvor der ofte blev leget rollelege som soldater, politi, indianer og røvere. Og der var vidunderlige dage i skoven hvor cyklen nærmest blev transformeret til en hest.

I 5.kl. blev min årgang delt i boglig og faglig linie. De fleste forældre så helst deres børn i boglig linie, og også mine, men jeg kom i faglig klasse, for som der stod skrevet i alle mine karakterbøger ”Christian har evnerne, men gider ikke! Og det var skarpt og præcist formuleret. Jeg var bedøvende ligeglad med skolen. Skolen var for mig et grumt onde, med voksne, der for mig, af uklare grunde, havde valgt, ikke at have forståelse for hvad der rører sig i kreative børn som ikke gider lære remser. Jeg brugte nok mere tid på at snyde, end på at lave lektier. Og uanfægtet skolens forsøg på at splitte byens unge i kloge og dumme, så fortsatte vi ufortrødent med at være sammen med dem som vi plejede at være sammen med.
Og hvad skolen ikke formåede i indlæringen, måtte vi selv opsøge. Jeg var en ivrig Anders And læser, der med begejstring fulgte med ænderne rundt i verden på utallige eventyr. Det blad var virkelig med til at åbne mange sanser, modsat skolen.

Året efter valgte min far at tage mig ud af Skørping Skole. Og i stedet blev jeg meldt ind på Klostermarkskolen, en privat skole i Ålborg. Hvor jeg gik 6.klasse om. Det var en klog beslutning min far tog der.

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.