Lussinger og eventyr    
         
    

Set med nutidige øjne levede vi børn et farligt liv. Vi legede på steder, hvor ingen børn i dag ville kunne komme til at udfolde sig kreativt.  I moserne, i grusgraven og på de tilfrosne skovsøer. Vi fægtede med hjemmelavede sværd og skød med luftgeværer og vi lavede cykelstunts på stejle skråninger i skoven. I tilgift kunne man få lussinger alle de steder vi befandt os, på gaden, i skolen, blandt ”desperadoer” og rivaliserende, og nogen fik sågar tæv der hjemme. Det var acceptabelt at slå børn. Og også at slå andres børn. Og når det foregik, var moralen oftest, at det var barnets egen skyld. Man skulle ikke være fræk. Og netop det moment, ”Ikke Være Fræk” udløste pr. automatik at når risikoen var lille, så forsøgte vi næsten altid at finde grænser for hvad man turde af frækheder. Og det kostede konsekvent afregning, ind i mellem.
I skolen var lussinger nemme at få. Man vidste det allerede inden man tog hjemmefra om morgenen med ufærdige lektier i tasken, og i tillæg kunne straffen yderligere udløse et hæfte håndskrevet med teksten: ”jeg skal huske at lave mine lektier”. Men som sagt kunne denne inkvisition, fra skolen ikke afholde os fra at prøve frækheder af.

Jeg stod en eftermiddag nede ved cykelhandler Olsen på Jyllandsgade, og lappede min cykel, (man kunne købe en lap og låne værktøj for 25 øre, hvis man så selv lappede sin cykel). Og det var jeg netop i færd med. Der stod en mindre flok drenge og så på, alt i mens vi snakkede og pjattede. Pludselig går min kraftige og temperamentsfyldte lærerinde Kragen forbi på Jyllandsgade. Og mens hun passerede de 2 hjørne ejendomme, udstøder jeg spontant og uden synderlig forbindelse med omtanke, et højt og skræppende ”krak krak”. Lærerinden standsede øjeblikkeligt, drejede hovedet og marcherede med militærisk præcision hen til mig. Og sekundet efter får jeg en syngende lussing udleveret. Jeg kvitterede høfligt for oplevelsen ved at bukke og sige ”undskyld - og tak”!
Da Kragen atter var væk, brød vi ud i vild jubel. Min eneste bekymring gik på om det kunne ses på min kind, at der sad fem røde fingre, når jeg skulle hjem for at spise.

Spejderfest 1963

Jeg gik til spejder i spejderhytten på Mosevej, som Ulveunge i Blå Bande, sammen med bl.a. Jesper Kuhn, og Frode Jensen (kulsvieren). Frode gik jeg også i klasse med. Han var en fin fyr, og vi legede nogen gange sammen. Og denne november eftermiddag, stod vi en flok udenfor spejder hytten og var på vej hjem. Klokken har nok været 5 og det er begyndende halvmørkt. Frode skal gå alene hjem igennem skoven, fordi hans cykel er i stykker, så jeg tilbyder min assistance hvis vi skiftes til at cykle og sidde bagpå, og således kommer Frode hjem til markvejen, hvor han hopper af. Og så går det ene mod Skørping. Hurtigere end ventet sænker mørket sig nu næsten totalt. Min Nefalygte er ikke til megen hjælp og den blænder mig i tilgift. Når jeg koncentrerer mig kan jeg lige ane vejen foran forhjulet.  Skoven knager højlydt. Det er nogenlunde spændende, et stykke tid. Så kommer der en tung knagende lyd fra skovens dyb af noget i bevægelse. Skrækken får overtaget og tvangs billeder vælter øjeblikkeligt frem i mig, i skikkelse af ulve, hekse, trolde, røvere, nazister og døde, i nævnte rækkefølge, og da´ indser jeg med eet det rædsels scenarium der venter forude. Jeg skal passerer Niels Vangsted´s mindesten. Stedet hvor en mand var blevet ”myrdet, slået ihjel, død, dræbt og efterladt som et lig” af tyskerne. Da gik cyklen helt i stå, og jeg stirrede angst på mørket foran mig. Men til sidst beslutter jeg mig til at få det overstået, og jeg træder i pedalerne igen og styre atter ind i mørket. Kort efter forskrækkes jeg for alvor, denne gang af lyden af mange grene der højlydt knækker i skovkanten omkring mig. Jeg står op og tramper indædt i pedalerne alt hvad remmer og tøj kan holde. Så kommer noget stort brasende ud af skoven. Jeg cykler som et andet eksprestog mens jeg hører en lyd på asfalten omkring mig, der grangiveligt lyder som en hel hær af støvletramp, skygger blafrer omkring mig og sekunder efter bliver jeg revet af cyklen, og tumler ned i grøften, mens noget tungt suser henover mit hoved. Da jeg åbner øjnene springer en stor hjort hen over mig, og endnu en, mens flere løber forbi. På sekundet bliver jeg afklaret, mens sceneriet omkring mig klinger af.

En stor flok rådyr gik åbenbart og græssede i skovkanten da de var ved at krydse vejen, og jeg var samtidigt cyklet lige ind i flokken. En stærk oplevelse. Oppe på cyklen igen, fattede jeg mig, og cyklede roligt videre med en uendelig følelse af at være næsten urørlig.

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.