Cirkus Vivi    
         
    

Men så kom Cirkus Vivi en dag til Skørping. Og det lille Cirkus havde et rigtigt pigtråds orkester på plakaten, som skulle fremvises i teltet, på lige fod med gøgl og aber. Mine forventninger kunne næsten ikke tro at det var muligt.

Så efter skoletid suste jeg på min cykel op af kro bakken til markedspladsen, hvor hele sceneriet med telte, vogne, heste og fremmedartede personer fortalte at cirkus er i byen. Og der´ på hjørnet af markedspladsen og krobakken befandt sig ganske rigtigt en flok langhårede pigtråds musikere som lå og flød op ad en høstak, og rundt om de fem musikere holdt en sværm af Skørpings ungdom på cykler. Det der foregik, var oprørende. Pigerne var vilde af begejstring og enkelte skabte sig hysterisk, som de havde lært ved at se fjernsyn, og bagved pigerne holdt drengene afventende. En af drengene råber pludselig med skinger pubertetsrøst: ”de sku´ fandme ha´ bank”, hvortil en af musikkerne resolut ryger på benene og svarede på ægte københavner dialekt: ”hvem faen´ sagde det??” Drengen der havde fremsagt trusselen forsvandt med stor hast ned af kro bakken igen på sin cykel og væk var han. Det var nogle barske Københavner gutter. De var ældre end os, og så var de langhårede på den ”grimme måde”, de gik med solbriller og nappa veste, øreringe og højhælede læder støvler. Sådan var der ingen i hele Himmerland der så ud. Og så havde de i øvrigt tømmermænd.

Cirkus Vivi

 Da de endelig skulle spille i teltet om aftenen, blev det som sidste nummer på plakaten, efter en næsten ulidelig lang forestilling. Først bliver der båret et trommesæt ind i arenaen, med påskriften ”Finn Tony and Them”. Herefter løb trommeslageren ind. Så lød der et brag, og de øvrige musikere sprang ind i arenaen og påbegyndte en forestilling hvis lige aldrig før var set i Skørping, tilsat en hylende larm.  De spillede ”long Tall Sally” så vi på alle måder fik defineret begrebet støj. Det var næsten punk et kvart århundrede for tidligt.
Det hele varede under 5 minutter. Så var det slut og cirkus drog videre til næste by.

Uagtet denne manifestation, kunne jeg dagen efter konstaterer at alt forblev temmelig uændret på sin plads og i sin vante gænge i Skørping.

Toppen af siden