Majstang 1965 i Sejlstrup    
         
    

Jeg har en enkelt gang deltaget i den Himmerlandske tradition der kaldes Majstang, og som afholdes op til pinsedag. Det foregik midt i tresserne i laden på en stor gård i Sejlstrup, hvor vi var en flok unge i 10 – 17 års alderen samlet. Formålet var i flg. traditionen, at få lavet en majstang ud af telefonpæle, som så blev behørigt dekoreret med friske bøgegrene af pigerne. Drengene udtænkte imens en ”snedig” plan. For iflg. reglerne skulle stangen jo ud at stå et sted i byen, og der risikerede man at andre unge, fra andre byer, kunne finde på at komme og vælte stangen. Der gik drabelige historier om slagsmål og sammenstød omkring den begivenhed. Det fortaltes at der engang i Skørping var nogle, der havde sat majstangen fast i beton, på torvet, og at en beruset ungersvend fra Rebild havde forsøgt at køre stangen ned med sin fars traktor.

Jyllandsgade 1965

I Sejlstrup havde vi udtænkt den plan, at vente med at rejse stangen indtil efter solopgang, for til den tid var risikoen meget lille, da mange så var taget til bal i Mosskov. Planen var såmænd god nok. Men ved 3 tiden om natten var der pludselig opløb ude foran laden. Der var en snes gårdskarle i pænt bal tøj, samt en uniformeret soldat eller to og ved vejen holdt nogle biler med lys på. De forlangte Majstangen udleveret, og truede med bank, hvis vi ikke skyndte os. Vi erkendte hurtigt at rent styrkemæssigt var vi i undertal. For at vinde tid råbte vi nogle uforskammetheder ud til dem. Man kunne jo altid være grov i kæften. Men det skræmte nu ikke nogen væk. Tværtimod blev de blot mere opsat på at komme ind til os, og de begyndte i mørket at lede efter noget der kunne bruges som rambuk. Vi vidste at de snart ville finde nogle af de gamle telefonpæle som lå lige udenfor laden.

Panikken bredte sig inden døre. Sønnen på gården spurtede af sted i retning af maskinhuset, mens han låste alle døre, og et øjeblik senere kom han skramlende tilbage med en kæmpe håndsprøjte og nogle spande. Midt i al virvaret høre jeg så ordet ”ajle” efterfulgt af en høj latter. Pumpebeholderen blev fyldt op med den nævnte væske og så vi var klar til kamp. Og det var i sidste øjeblik. For udenfor stod fjenden klar med en telefonpæl. Da de indledte angrebet, åbnede gård sønnen for hanen, og ajlen sprøjtede ud af slangen, igennem en lille luge i ladeporten, i en fin forstøvet trykstråle. Hvor mange der blev ramt af ajlen ved jeg ikke, men det standsede fremtoget øjeblikkeligt. Men kun for et kort øjeblik. For nu var de med rette opsat på at tæve os. De gik i gang med at finde andre indgange. Og som den kylling jeg er tog jeg hurtigt flugten på jagt efter et skjulested. Jeg endte i skyllerummet. I samme øjeblik røg døren foran mig ind med sådan et drøn at den rev en stål tagplade med sig ned og den landede i panden på mig, så blodet væltede frem. Det blev min redning, for jeg lignede pludselig en der allerede havde fået tæsk. Der opstod en massiv larmen og råben, men heldigvis vågnede gårdejeren op ved larmen, og som en olm tyr stod han kort efter i laden iført bare tæer og underbukser, kæmpe stor og hærdebred, og han smed alle de der ikke skulle være i laden korporligt ud. Så freden atter sænkede sig over Sejlstrup. Og vi slap for lussinger.

 

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.