Provo Attitude    
         
    

Flokken jeg var i, begyndte at cykle til Rebild i weekenderne. Den stråtækte Bette Kro var blevet ungdommelig, med et rigtigt cafeteria, hvor wienerbrød og kaffe, softice, kolde øl, samt en jukeboks og en bowlingbane, kunne trække alle arter af bred folkelighed til sig. Og lørdag/søndag i sommer månederne var der som regel stuvende fyldt. Så der cyklede vi tit op i weekenderne, og spejdede efter piger og prøvede vores spirende provo attitude af. Vi havde stort set aldrig penge, så vi måtte fifle og platte os frem. Tre mand om en kop kaffe for at få et bord, og hvis en af os en dag, have penge på lommen, var man alles ven, hele dagen. Og der var altid en der vidste hvordan man får en morskabsmaskine til at virke uden at bruge penge.

En af mine gamle klassekammerater fra Skørping var taget på efterskole på sjælland, og nu var han kommet hjem på juleferie. Ham skulle jeg naturligvis besøge. Jeg fik mig noget af en overraskelse. På det halve år der var gået siden han sidst havde været i Skørping, var der sket en forandring med ham, fra en blegtynd asparges, til en rigtig beatnik, med langt rødt hår, højhælede støvler og pop tøj fra Nyhavn, og ikke nok med det, han havde en kammerat fra ungdomsskolen med hjem, der så ligeså outreret ud, og så havde kammeraten endog et skotsk Mc- navn. Jeg var voldsomt imponeret.
I stuen var der en krydret duft, og i baggrunden kørte et larmende spolebånd med en optagelse de to kammerater havde lavet aftenen før, fra en koncert i K.B. Hallen i København med selveste The Pretty Things.
Mine egne referencer til live musik rakte stort set kun til Finn Tony & Them fra Cirkus Vivi og enkelte små arrangementer i Mælkepoppen i Ålborg.  Så mine spørgsmål stod nærmest i kø, for at blive besvaret.
De to kammerater griner fnisende mens de besvarer mine spørgsmål. ”Vil du smage hash ” spørger den ene så, og rækker en majspibe hen til mig. En syrlig duft af harpiks bredder sig mens varmen stiger til mine kinder. Jeg tror de laver pjat med mig. Men den er god nok, og jeg får en pludselig indskydelse af at nutiden aldrig har været mere nutidig. For den danske popsanger Peter Belli havde netop modtaget en dom på 30 dages fængsel for i en radio udsendelse at have sagt, at han havde prøvet at smage hash én gang, og at han ikke kunne lide det. Så det er alvorlige sager de 2 stikker op i næsen på mig. Forsigtigt smager jeg på indholdet i piben. Virkningen udebliver dog, men stemningen gør bestemt ikke oplevelsen ringere.
Og jeg går derfra med en ganske lille gnalling, som jeg får i hånden på venskabelig vis. Dagen efter er de 2 kammerater taget tilbage København. Den lille klump, som ikke er meget støre end svovlet på 2 tændstikker bliver gemt grundigt væk på værelset. Og henligger (næsten) upåagtet det næste halve år.

Jeg var ikke vild med at gå til kro bal. Men på Skørping Kro begyndte der så omkring 1967-68 at komme langhåret pigtrådsmusik en gang om måneden. Og så skulle jeg nok indfinde mig. Det var dog kun orkestre fra laveste pigtråds division, der turnerer rundt til kro baller. Det var banalt ”dansktop-pigtrådsmusik” det meste af det.  Men i Skørping var den slags bedre end ingenting.! ! Et sikkert hit på dansegulvet, ved disse beat baller, var sangen ”I´m a Beliver” med The Monkees fra USA.  Så opstandelsen hos pigerne i Skørping var på hysteriets rand, da det annonceredes at netop The Monkees var på plakaten ved næste beat bal i Skørping. Jeg troede ikke på det. Men krosalen var fyldt helt op, da de gik på scenen. Nogle få opdagede hurtigt at det ikke var de rigtige Monkees. De her stavede deres navn på engelsk og hed The Monkeys. De spillede ordinært danse musik. Og på gulvet blev der danset som om det intet betød. Ak ja vi var kun bønder, og ville gerne bedrages.

Skørping kro psykedelisk

Og ikke nok med det, for på næsten samme tid kunne vi læse nyheden om at Skørping Kro, var blevet til et rigtigt ”Psykedelic tempel", og at der allerede havde været afholdt en kæmpe psykedelisk fest”. Det var det landsdækkende popblad Børge, som fremturede med den historie. Jeg var målløs, for psykedelic, som var synonym med hippier, LSD og udsyret lysshow, var ganske uprøvet i Skørping, og i særdeleshed på kroen. Sandheden var at kroen havde fået ny ejer.  Og maleren Vagn Neimann, skulle give kro salen en gang frisk maling i nye farver, og forskellige krummelurer på en vinrød baggrund. Og det pyntede vældigt. Længere var den ikke. Den omtalte psykedeliske fest, var et bal hvor Sankt Anna Group og sangerinden Conny fra Randers leverede musikken. Og på kroen blev der stadigt spillet banko to gange om ugen. Det grinede vi meget af. Men det visualiserede i den grad også hvorledes vi var en forbrugsgruppe, som penge hajer forsøgte at sælge hvad som helst til. Heldigvis kunne vi ind i mellem få fat i undergrundsbladet Superlove, der udsprang af selve miljøet, som vi følte os beslægtet med. Det var vigtigt at være godt opdateret.

Vagn Neimann malede forøvrigt senere, min guitar psykedelisk, i stil med omslaget fra Steppeulvenes Hip, formedelst 40 kr. Neimann var vild med The Beach Boys, men der var ikke meget hippie over ham. 
 

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.