Let It Be    
         
    

Det er musik der for mig er synonym med tresserne. Og heldigvis kom Skørping med på vognen. Hovedparten af de største udgivelser i rock historien kom på gaden i det årti der begyndte med The Beatles og sluttede med Jimi Hendrix. Fra 1965 til ca. 1970, udkom der næsten hver eneste dag en lind strøm af nye sange, med Bob Dylan, The Doors, Velvet Underground, Vanila Fudge, Jefferson Airplane, Pink Floyd, Love, Frank Zappa, The Who osv. Og mange fremmedartede navne dukkede op, og var med til at danne skole, for netop deres tolkning af begrebet, ”Electric Music for The Mind and Body”. Og det var den slags musik vi dyrkede i Skørping i de år.
I 1969 flyttede jeg hjemmefra og bosatte mig i Århus. Og i 1976 flyttede jeg til Mols.

Jeg fortsatte med at komme til Skørping. Mine forældre levede stadigt. Og flere af mine venner boede i byen.
Jeg tager til Skørping et par gange om året. For byen fylder i mit liv. Og jeg undrer mig. I særdeleshed fordi jeg trods alt kun har boet i Skørping fra jeg var 5 til jeg blev 17, altså ca. 12 år. Men Skørping er fyldt med historier, referencer, og billeder. Og godtnok stammer disse billeder fra en tid, hvor påvirkningerne var massive, men jeg tror helst ikke det er hele forklaringen. Jeg synes ikke jeg oplever tilsvarende prægning andre steder fra. Mon det skyldes moserne som lå rundt om byen? Eller den muntre lyd af jernbane bommen der går op og ned.!

Jeg genkender næsten ingen i byen længere. Og dog. Ind i mellem dukker er der et ansigt op. Som da jeg en sensommer eftermiddag, for et par år siden, sad på torvet i Skørping og kikkede som en fremmed på gadelivet. Pludselig kom min gamle regne- og sløjdlærer, Riise Jensen spadserende. Han kikkede nysgerrigt på mig og jeg præsenterede mig. Han slog sig overraskende ned på bænken. Jeg fortalte ham så, at han engang havde givet mig en lussing for noget jeg ikke havde gjort. Jeg fik øjeblikkelig en velment undskyldning af hændelsen samt af undervisningen dengang, som jeg blev rørt over at få. Vi sad en times tid og sludrede om børn, computere, rummet, og fremtiden. Gode, næsten uudtømmelige emner. Vi aftalte vi at vi skulle mødes igen. På bænken.
Knap et år senere fik jeg en mail, fra en Skørping connection, der fortalte mig at lærer Riise Jensen var død.
Han nåede heldigvis at vise mig at han var en fin fyr, med et interesseret forhold til omgivelserne. Det var nyt for mig, at opleve min gamle lærer på den måde.

Og sådan er det også med fortællingen, at den forandrer sig konstant. Historierne er næppe fortalt, før noget nyt melder sig.
Skørping er ikke længere en travl bonde metropol, som den var da jeg kom til byen i 50´erne. Nu, 50 år senere står byen med et nyt image, som kulturelt refugium for tilflyttere fra storbyen.
På smalltalk webstedet Facebook har jeg set at der nu er en fin side der hedder ”Skørping er din Barndomsby”, og det fortæller mig at alt er intakt i byen. Og at det er byens ungdom der tager hånd om fremtidens fortællinger.  Det er et godt udgangspunkt.

Toppen af siden

   
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Fusce quis lectus quis sem lacinia nonummy. Proin mollis lorem non dolor. In hac habitasse platea dictumst.