Klostermarkskolen    
         
    

Klostermarkskolen 1964 til 1968

Jeg startede i 1964 på Klostermarken i 6.Z.
Jeg kunne straks lide at gå på skolen. Der var et godt kammeratskab i klassen og moralen på skolen var ikke imod børnene.!
Skolens elever kom fra det velhavende Hasseris, fra menigmand i det brede borgerskab, og fra landsbyskoler sydvest for Ålborg. Det gav en dejlig broget forsamling af kvikke, forkælede, praktiske og kreative børn. Vi havde Lærer Stig Wandel til klasselærer. Han var også vores engelsklærer Han gik altid ulasteligt klædt som en engelsk gentleman med pressefolder og vest. Han foredrog undervisningen med tydelig udtale og røg pibe i timerne. Han slog tillige en prober næve, når lektierne ikke var lavet til tiden. Jeg husker stadig at han blandt mange lussinger, har leveret mig én lussing som jeg ikke havde fortjent.

Vi havde lærer Johannes Knudsen til maskinskrivning og han var populær. Lærer Poul Holm blev vores klasselærer fra 8. kl. og ham havde vi også til det nye fag orientering. Vi havde Thomsen til regning og matematik, fru Alhgren til husholdning, Arnold Hansen til tysk og Herluf Jensen til geografi.

Jeg husker en bestemt episode fra en geografitime, hvor vi skulle høres i Singapore. Jeg bliver kaldt op til tavlen hvor jeg skal udpege Singapore på kortet. Og vanen tro havde jeg ikke den fjerneste anelse om hvor i verden den by lå. Jeg stod længe og sonderede det navnløse verdenskort. Efter mange forgæves udpegninger på må og få, lykkedes det til sidst at ramme plet. Herefter blev jeg udspurgt om byens største eksportvare. Og atter måtte jeg erkende at jeg ingen anelse havde. Bagved sad en dreng som ihærdigt hvisker Jute…jute…jute. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øre. Men da Herluf Jensen gentager spørgsmålet, og drengen stadigt hvisker jute…jute, ranker jeg mig og svare prompte ”jøder”!   Denne uheldige sammenblanding af begreberne fik Herluf Jensen til resolut at stikke mig en syngende lussing. I øvrigt den sidste lussing, som jeg fik tildelt af den danske folkeskole. For kort efter blev revselsesretten ophævet i de danske folkeskoler.

Vi gik i skole om lørdagen til kl. 14. Men Klostermarkskolen blev landets første forsøgsskole med lørdags fri. Og det gik som bekendt så godt at det blev til lov.

 En gang om året tog hele skolen på udflugt til Ulveskoven. Det var en festdag, hvor der bl.a. var dans til levende orkester i Pavillonen. Ligeledes var der den årlige skolefest med bal i Håndværkerforeningen, og fra 8.kl. kunne vi deltage i Kammeratskabsaften, som det hed, en slags forløber for sodavandsdiskotek, og det blev afholdt i gymnastiksalen et par gange om året.

Vores inspektør hed Sigurd Jensen. Han var en stor mand og tillige en stor pædagog. Vi børn kunne godt lide ham. Jeg husker ham især for en, for mig, noget uheldig situation. Jeg havde pjækket fra skolen, og i stedet opholdt mig på strøget, hvor jeg ventede på at Fona skulle åbne, (jeg var nemlig en lidenskabelig bruger af Fona´s lyttebokse, hvor man kunne sidde i magelige stole og høre den nyeste undergrundsmusik), og mens jeg danderede den på gågaden, blev jeg standset af en journalist og en pressefotograf fra Ålborg Stiftstidende. De ville vide om jeg havde set sidste afsnit af tv-serien Flygtningen aftenen før. Det havde jeg naturligvis, og jeg svarede kækt på spørgsmålene, mens fotografen tog et billede. Uheldigvis anbringer Stiftstidende samme eftermiddag billedet af mig på forsiden, med den ledsagende tekst, hvoraf det bl.a. fremgår at jeg har opholdt mig på gågaden hin formiddag. Da jeg dagen efter atter mødte op i skolen, var det med røde øre. Og jeg afventede med skræk hvad der skulle ske. Midt i 3. time blev døren åbnet af Sigurd Jensen, og han bad mig følge med op på kontoret. Angstens sved haglede ned af mig. Sigurd tog plads bag skrivebordet, hvorpå Stiftstidende lå fremme med mit nydelige portræt til skue. Sigurd Jensen afventede mig med tavshed, og jeg stod og vred hjernen for at finde en passende forklaring, som bare aldrig dukkede op. Endelig efter at være blevet godt ristet, brød Sigurd Jensen isen. Han begyndte ganske enkelt at grine. Han morede sig kosteligt.
Mødet på kontoret sluttede med et forsonende grin. Og jeg lovede ikke at pjække mere.

Klostermark straight

Anderledes skidt gik det i stedet med faget tysk.
Vores tysklærer hed Arnold Hansen, men vi kaldte ham slet og ret for Nolle. Han var en ældre mand, som med tiden havde indøvet en noget særpræget undervisningsform, der bestod i at han sagde så lidt som muligt i timerne. I stedet skrev han forkortede beskeder til os på tavlen. Jeg lærte personligt 2 ting i de timer: nemlig at stave og forstå ordet Pferde, samt at tegne en vellignende karikaturtegning af Nolle. Og tegningen ansporede mig til at bruge de resterende tysktimer på at lave et klasseomdelt skoleblad i tysktimerne, som jeg konsekvent kaldte Nolleposten. Det var flabet og provokerende i en grad, som endte med at Arnold Hansen i januar 1968, med et velfortjent spark i min bagende, smed mig ud af klassen, med besked på ikke at komme tilbage nogensinde. Og det råd efterkom jeg. Men ved eksamen ½ år senere inkasserede jeg ufortjent et stort 05. (undskyld Nolle!).

Men året 1968 er også ungdomsoprørets start. Jeg var for ung til at deltage i ungdomsoprøret, men jeg var gammel nok til at forstå budskabet. Og det passede mig fint. Den nye musik var oprørende og kraftfuld, og provokulturen var som skræddersyet til en skoletræt kreativ dreng.  Endelig var ungdomskulturen flyttet fra København til provinsen. Jeg havde i julen prøvet at ryge hash, sådan som både

 

Beatles og Bob Dylan gjorde. Virkningen udeblev dog, men det gjorde stemningen derimod ikke. Ved den lejlighed erhvervede jeg mig en ganske lillebitte klump, som lå gemt helt væk det meste af et ½ år. Men i starten af juni finder mine forældre den. Peter Belli sad på den tid 2 mdr. i fængsel, for blot at have udtalt at han havde prøvet at ryge hash én gang, og at han ikke kunne lide det. Så min situation var ugunstig. Mine forældre stillede mig et ultimatum, der i sin enkelthed gik ud på at blive klippet, og startede 10.kl.skoleår på Stidsholt Ungdomsskole ved Sæby, efter sommerferien. Det var helt ok for mig at komme på efterskole, for der var gået så meget pubertet og ungdomsoprør i mig, at familielivet og mine ideer ikke længere fungerede fornuftigt sammen. Sidst i juni 1968 havde jeg sidste skoledag på Klostermarkskolen. Jeg var som sagt glad for at gå der, og jeg havde gode venner i klassen, især husker jeg Barbara, Mogens J og Doris & Anette, som nogen jeg gerne havde fulgt lidt længere. Men forude ventede jo andre spændende ting.

 

Toppen af siden

   

Fotogalleri Klostermarkskolen