Stidsholt    
         
    

Jeg startede på Stidsholt Ungdomsskole i august 1968,
for at tage en 10. kl. afgangseksamen. Men det var bestemt ikke efter eget ønske at det blev på Stidsholt. For skolen modtog IKKE langhårede drenge.
Det var sommeren 1968 og ungdomsoprøret var for alvor skudt i gang i hele den vestlige verden. Jeg var tændt og jeg ville med i det oprør, og adgangskortet for drenge var bl.a. langt hår. Det kan lyde tåbeligt i dag, men sådan lå landet altså.

Stidsholt Efterskole

Og Stidsholt Ungdomsskole ønskede ikke langhårede elever, som der stod i indmeldelsespapirene, pga. uheldige erfaringer med klikkedannelser og lignende!!. På det grundlag havde jeg bestemt takket nej til tilbudet fra mine forældre, om at komme på Stidsholt. Jeg ville gerne hjemmefra, men det skulle være for at komme til en ungdomsskole som anerkendte ungdommen, og dens kultur.

Nemesis var så bare at det netop var ungdomskulturen, der spændte ben for mine luftige planer. Jeg havde nemlig et halv år forinden, anskaffet mig en lille og uskyldig gnalling nymodens hash og gemt den grundigt af vejen på værelset, i så lang tid, at jeg nærmest havde glemt den. En dag fandt min mor den. Og på den baggrund gav mine forældre mig et kort ultimatum om en anmeldelse til politiet, eller et ophold på Stidsholt Ungdomsskole!

Jeg havde tabt. Og måtte med 50 kr. i hånden vandre af sted til frisøren, som min mor forinden havde givet grundig besked om, at jeg skulle klippes MEGET korthåret!

Og sådan ankom jeg en uge senere til Stidsholt Ungdomsskole.
Mit eneste held var at jeg ikke var den eneste utilpassede Beatles fan med nyklippet hår. Vi var en pæn flok i samme bås.

Og på den baggrund faldt jeg hurtigt til på skolen.

Fællesskabet tog over. Det var en broget flok teenagere jeg var havnet i blandt. Der var unge i alle afskygninger, nogle kom fra landbrug i Vendsyssel. Nogle kom fra Ålborgs arbejderkvarterer. Nogle var skilsmissebørn, andre socialt ramte børn, og endelig var vi en lille flok der som mig selv, var tændte på musikken og ungdomsoprøret, og som blot skulle have de 10 mdr. til at gå, inden man for alvor kunne stå på egne fødder.

Af en eller anden årsag blev jeg ved en fejl placeret i 9. kl. i stedet for den 10. kl. som jeg vitterligt burde være i. Jeg lænede mig mageligt tilbage og holdt mund med min viden. Det blev dog opdaget efter nogle uger og derefter havnede jeg definitivt i 10. kl. hvorfra jeg i øvrigt senere fik en udmærket eksamen.

Forstanderparret hed Marie og Hans Jacobsen. Havde jeg vidst og forstået hvad jeg i dag ved om ægteparret Jakobsens arbejde og engagement i internationalt fredsarbejde, havde mange ting måske udviklet sig anderledes, og dog. For når man er 17 år og har kroppen fuld af hormoner og trang til forandringer, så er det svært at se anderledes på forstanderparret end vi gjorde på den tid. De stod kort sagt for al reaktionært og gammeldags, og det var opgøret med netop de dyder der var hovedoverskriften i 68 oprøret. Det aldrende ægtepar havde kort sagt ikke fingeren på pulsen om de nye strømninger i ungdomskulturen, men kæmpede konsekvent imod den. Hans Jakobsen havde således bl.a. en blyant med 2 omviklede elastikker, som han brugte til at måle om henholdsvis nakkehår og pandehår havde en akseltabel længde hos drengene. Med den blyant i lommen stod han dagligt og hilste os godmorgen ved indgangen til foredragssalen, og det var bestemt ikke sjovt at blive pillet ud af flokken for at få målt sit hår.

Skolen kørte en nøjsom linje med bl.a. regulær bondekost. For en kræsen dreng som mig var maden på Stidsholt en katastrofe. Hver onsdag stod den f.eks. på øllebrød og spegesild. Og selv min livret, Boller i Karry, smagte forfærdelig, og der gik mange år før jeg igen kunne spise den ret uden at få kvalme.

Hvis man var syg og lå i sengen, bestod maden morgen middag og aften af lunken havresuppe med rigeligt salt, men uden sukker. Et måltid der kunne gøre selv den svageste rask på rekord tid. Den knap så spændende mad der blev serveret, afstedkom at vi på min stue selv begyndte at lave suplerende mad som pølser, kartoffelmos, ketchup, spejlæg, samt leverpostej madder, indkøbt i Ørsted Brugs, og hvis der var noget til overs solgte vi rest partiet til de øvrige elever.

Undervisningen foregik i et afslappet miljø og de fleste havde faktisk en god skolegang på skolen. Lærerparret Larsen var de bedste, syntes jeg. De var rimeligt med på noderne og forstod ungdommen på en fin måde. Men det var som sagt, de gamle dyder der dominerede opholdet på skolen.

Drenge og pige afdelingen var skarpt adskilt.
Hvis man så meget som trådte et skridt op ad trappen til det modsatte køns afsnit, var det øjeblikkelig udvisnings grund. Og ligeså var det hvis man indtog alkohol, røg hash eller lavede ulovligheder.
Men regler er jo til, for at blive brudt.

Vi havde på mit værelse, en overgang en hjemmebygget radio FM sender gemt i en tændstikæske, og med den tilsluttet en grammofon samt en mikrofon lavede vi radio udsendelser til hele skolen inkluderende oplæsning af breve, vittigheder og musikønsker, så drenge og piger på den vis kunne være sammen om aftenen. Det forløb fint indtil en anarkistisk gut fik den ide at ændre sende frekvensen til at overdække selveste middagsradioavisen på en højhellig søndag, så bønderne i nabolaget i stedet for radioavis pludselig hørte sangen ”Marihuana” med The Fugs. Det medførte naturligvis en politianmeldelse og klager til skolen samt en grundig eftersøgning af den famøse radiosender. Den blev nu aldrig fundet.

På et andet værelse blev der eksperimenteret med rensning af køkken sprit via aktivt kul, og det afstedkom en kolossal aften brandert til de der smagte den langtfra færdige, men slagkraftige sprit. (Det var mens der stadigt kunne købes rensesprit uden giftige tilsætningsstoffer).

Og for de flippede elever var det trendy at ryge alt hvad der kunne ryges. Der blev røget bøgeblade, høvlspåner, bananskræller, hovedpinepiller og astma cigaretter. Kreativiteten fejlede ikke noget.

En sen aften ved midnatstid, da alle for længst var gået til ro
og sov trygt, gik døren stille op ind til min 4 mands stue, efterfulgt af pigefnis og lyden af bare fødder. Det var 3 piger som havde sneget sig ind igennem lærerparret Larsens lejlighed, og ud i drenge afdelingen. De blev hurtigt fordelt i stuens lune køjer. Nogle minutter senere hørtes der igen uro fra gangen, og et øjeblik efter kom lærer Larsen ind og tændte loft lyset og bad om øjeblikkelig ro. Han gik hen til hver enkelt af os og kikkede ind i køjerne, hvor pigerne gemte sig under dynerne. Herefter gik han igen og slukkede lyset. Panikken bland de 3 piger som lå gemt under dynerne var naturligvis tydelig, for de skulle jo tilbage til pige afdelingen igen. Men det viste sig at lærer Larsen havde "glemt" at låse ind til lejligheden, og i stedet havde ladet døren stå på klem så de ”upåagtet” slap sikkert tilbage. Modigt Larsen !!.

Der blev naturligvis etableret mange ungdommelige kærestepar i tiden på Stidsholt.
Jeg var kærester med Fuser, som hun kaldtes. En gæv pige fra Skagen på bare 15 år. De første par måneder på Stidsholt bemærkede jeg ikke hendes eksistens. Jeg så hende simpelthen ikke. Men en aften hvor der blev leget fange lege i gymnastiksalen, blev hun pludselig til en` jeg skulle fange, og da hun i en den anledning spurtede ud i redskabsrummet, med mig i hælene, blev jeg konfronteret med hende. Og så var vi med et snuptag kærester. Hun var ligefrem, fræk og charmerende på en fri måde, der i den grad var noget jeg kunne relatere mig til. Nogle uger senere tog Fuser i øvrigt ”fusen” på mig. Hun havde fundet et lille rum bag ved gymnastiksalens depot. Og hun havde tillige fået lavet en kopi af nøglen til døren. Og bag døren var der hygget op med tæpper og stearinlys.

Efter jul stoppede Fuser på skolen, og fik sig et job som ung pige i huset i Sæby, og på loftsværelset i huset hvor hun boede, kom de fleste af skolens kæreste par og hyggede sig, når de kunne komme til Sæby.

På skolen var det muligt at at se fjernsyn i foredragssalen om aftenen,
hvis der var noget vedkommende på programmet, vel og mærke. Her var vi altid sammen med frk. Søndergård. Hun var en ældre dame og en nær og livslang ven med forstanderparret Jakobsen. Hun skulle holde os i ørene når vi så fjernsyn. En aften hvor vi blev pålagt at se en tema udsendelse om genforeningen i Sønderjylland, faldt frk. Søndergård i søvn på forreste række. Det gav et befriende rum til lydløs kysseri, og temperaturen i salen steg på rekord tid, og vel og mærke uden en lyd.

Da frk. Søndergård langt senere, med et lille spjæt atter vågnede og så sig bagud, konstaterede hun til sin forfærdelse at halvdelen af sæderne var tomme. Og da hun famlende fik tændt lyset og kikkede ud over den halv tomme sal, måtte hun se det værst tænkelige scenarium, at drenge og piger kravlede frem nede fra gulvet, med tøjet i uorden og kulør i krydderen, ihærdigt rettende på håret.

Frk. Søndergård valgte blufærdigt, ikke at påtale episoden for nogen.

Med skal også, at vi på massive elevopfordringer, ikke mindst fra undertegnede, fik lov til at se The Doors i fjernsynet, da de spillede Live i dansk fjernsyn. The Doors var den største beat gruppe på den tid. Det var ungdomskultur der ville noget. Og det var sådan noget jeg var erklæret tilhænger af. Den oplevelse fik vi dog med os fra Stidsholt, men alt andet ville også have været totalt utilgiveligt.

Men i det begyndende forår 1969,
ulmede utilfredsheden blandt eleverne over den gammeldags skoleform. Baggrunden var bl.a. at de mange kæresterier på skolen, som det var svært for lærerne at håndtere, upåagtet at teenagere og hormoner hænger uløseligt sammen. Forstander Jakobsen tog affære og forbød kys og kram. Og samtidig blev den ugentlige ”kammeratskabsaften nedlagt”.

Det var et skidt valg skolelederen traf der. For efter den beslutning gik en selvbestaltet gruppe elever øjeblikkelig i gang med at lave revolution mod rektorvældet, efter samme opskrift som det praktiseredes i Paris og andre steder i verden på den tid. Vi besatte ganske enkelt skolen. Det foregik ved at vi spærrede alle indgangsdøre af med bohave og andet inventar. På under ½ time havde vi afsondret elev og undervisnings fløj for indtrængen udefra. Og efter yderligere ½ times venten dukkede en vred forstander Jakobsen op og forlangte at komme ind. Da han efter 10 minutters brysk kommando indså at vi ikke sådan lod os imponere brugte han sit trumfkort: Nemlig at ingen andre end tyskerne, som under krigen boede i skolebygningen, havde forhindret ham i adgang til hans skole. Den sved.

Efter lidt snakken frem og tilbage igennem et åbentstående vindue på første sal, blev vi enige om at indlede forhandlinger i et lokale som lå uden for det afspærrede område. Vi indledte mødet med at fremføre vores klage punkter, som ret beset gik på bagateller som hår længde, mad og vores biologiske ret til at have en kæreste. Jakobsen havde det synligt skidt med hele scenariet.

Da Jakobsen omsider fik ordet, talte han ud fra de emner vi havde opstillet. Han henholdt sig til at skolen havde en moralsk forpligtelse til at opdrage os, og at umoralsk optræden ikke kunne tolereres. Efter et par minutter fik en af eleverne nok og spurgte vredt hvad umoralsk der var ved kærlighed. Og jeg supplerede ved at råbe at man ikke får børn af at kysse. Disse 2 udsagn var for stærk kost for den stakkels mand som besvimede og faldt om på gulvet. Stor bestyrtelse.

Kort efter kom ambulancen fra Sæby med udrykning og blå blink og Jakobsen blev prompte kørt på hospitalet. Ramt af et slag tilfælde. Vi elever blev ramt af medfølelse. Og således gik paladsrevolutionen i sig selv igen, og de sidste par måneder på skolen forløb nogenlunde fredeligt..


Da den uigenkaldelige sidste skoledag på Stidsholt indtraf,
blev jeg tidlig om morgenen vækket af forstander Jakobsen der blidt vækkede mig, og jeg sprang vel nærmest op i sengen ved synet af ham. De øvrige elever sov endnu. Han gjorde tegn til mig om at være stille og følge med ham. Jeg var stum og aldeles overbevidst om at jeg nu blev smidt ud af skolen. Og min bekræftelse blev yderligere cementeret da jeg så min med-revolutionærer ven Arne stå ude på gangen, i samme afventende situation.

Da vi kom ud i skolegården hvor fuglestemmerne intonerede en overdådig sommermorgen, spadserede Jakobsen med 2 slukørede pubertetsdrenge i hælene over til hans private have, hvor alle moreltræerne stod i forårs blomst. Da vi kom ud midt på græsplænen standsede Jakobsen ved flagstangen, hvor han venligt spurgte os, om vi ville hejse skolens flag her på den sidste dag. Flaget lå i en hvid nystrøget pose. Vi nikkede bekræftende. Arne skulle holde flaget og jeg skulle hejse det. Da flaget gik til tops, stod vi stille og kikkede på det i et minuts tid, mens alskens tanker løb igennem mit hoved om hvad der nu skulle ske. Så gav forstander Jakobsen os et solidt håndtryk, mens han kikkede dybt på os og sluttede af med et myndigt ” Tak for kampen.”!

Så gik vi stille tilbage til vores værelser. Da vi var uden for hørevidde gav Arne udtryk for sine frustrationer, han følte sig ydmyget, over at være blevet narret til at udføre så tåbelig en handling, som han sagde det. Jeg var desorienteret, men bestemt ikke vred. Jeg var nærmere opstemt og lettet. Men jeg forstod ikke hvorfor Jacobsen havde valgt os 2 til den handling. Det havde da været oplagt at bruge et par flinke og friserede elever.

Jeg endte dengang op med se historien, som et billede på de gamle patriarkers selvhævdende eneret, til med deres myndighed alene, altid at få det sidste ord.

Det skulle der gå hen ved 25 år før jeg endelig forstod hvorfor Jakobsen havde valg os som fanebærer.

Jeg tror at Jacobsen med sin handling, ganske enkelt viste os tilgivelse og håb for fremtiden.

Og historien står nu som en af de største oplevelser fra Stidsholt Ungdomsskole. Om ikke den største.

Jeg mener at huske at Hr. og fru Jakobsen tog et år mere som forstander for den skole som de havde stiftet i 1931 og drevet flot i en menneske alder. Herefter overdrog de driften til datteren og svigersønnen. Hans Jakobsen døde 79 år gammel i 1984 og Marie Jakobsen døde 82 år gammel i 1986.

Toppen af siden

   

Fotogalleri Stidsholt