The Pretty Things: Vestergade 58 Århus. Ærværdige Pretty Things, som i 1966 gik for at være det mest “beskidte” man kunne høre, stillede nu op i Århus. Phil May, Dick Taylor og trommeslageren var de eneste fra den originale besætning, men til gengæld er de også indbegrebet af Pretty Things. De leverede en omgang svedig og beskidt blues. Stemningen var på kogepunktet. Jeg havde en lille diskman optager med ind. Da koncerten var slut blev jeg kontaktet af DR (som også optog på bånd) De ville gerne låne min lille optager, til et interview med Pretty Things back stage. Jeg indvilgede hurtigt og fulgte med om bagved, og der´ sad mine 2 gamle idoler. Dick Taylor (som havde været med til at starte Rolling Stones) og Phil May, og de var godt i gang med at køre en skøn blanding af ”medicin” og sprut indenbords. Phil May kikkede venligt op og hilste på mig og inviterede mig til at sidde ned!!. Jeg indtog beæret pladsen overfor ham og sagde et eller andet, som jeg ikke husker. Herefter fyrede den aldrende rock stjerne en fuldfed chillum op, og bedst som alle formodede at han selv vil rygge den til bunds, rakte han den pludselig over til mig. ”Det forpligter, føltes alles tanker stiltiende at tænke”. Og Phil og jeg blev bon-kammerater for en aften. Interviewet kom i hus, og da det senere udkommer i radioen på P3, var dele af indholdet af interviewet, baseret på Phil May der sludrede med mig om U2, som var et nyt stort up-comming band. Så det var de 5 minutters berømmelse som salige Andy Warhol vist nok havde lovet at jeg skulle få del i.

 
Leonard Cochen: Musikhusets Store Sal Århus. Efter 15 års tavshed, kom Leonard Cochen endelig til Århus. Den artikulerende dybe stemme og den karismatiske ældre mand samt det perfekt afstemte orkester med violiner, mandoliner, tromme, guitar og kor, var som at sidde sammen omkring et sommerbål og kikke ind i evigheden. Ikke et sekund, var overflødigt, tiden fløj af sted mens vi blev belært om kærligheden og dens smertelige væsen. 

 
Phillip Glass: Musikhusets Store Sal Århus. Repetitions musik, også kaldet Minimal musik hvor det samme tema køre i ring i mellem instrumenterne, som her bestod af 4 keyboards, 2 blæsere, 4 celloer og 2 trommer. Forunderligt visuelt musik, som både formår at stresse og berolige på samme tid.

John Mayalls Bluesbreakers: På Silkeborgs  gamle teater. Mine forventninger lå i forlængelse af den status John Mayall havde i 60erne, som udrugningsplads for talenter som bl.a. Eric Clapton og Peter Green. Forventninger som bestemt blev indfriet af hele 2 guitar mestre, nemlig Coco Montaya og Walter Trout. Og bandet leverede varen. Nemlig humørfyldt og sprængfarligt blues udsat for massiv guitar backing.

The Bluesband: The Bluesband fra england var et af hovednavnene på de tidlige Blues Festivaller på Djursland. Den karismatiske frontfigur, sangeren Paul Jones, havde puplikum i sin hule hånd og stemningen var på kogepunktet.

Albert King: Igen et af hovednavnene fra Djurs Bluesland. Albert King, også kaldet the Godfather of Blues, hørte til den gamle garde af elektriske blues musikkere, som i høj grad har været med til at sætte dagsordenen for de unge generationer. En Stevie Ray Vaughn var i allerhøjeste grad inspireret af netop Albert King.  Desvære levede legendariske Albert King ikke op til forventningerne på Djursland. Han var blevet for gammel og lænede sig alt for mageligt op af laurbærene. Mindre end et halvt år senere døde Albert King i øvrigt.

Toppen af siden