90erne    
         
    

Walter Trout: 9 marts 1990 i Ålborg. Walter Trout´s første solo koncert efter han havde forladt John Mayalls Bluesbreakers. Det vil sige, han havde på en måde spillet en slags solo koncert her i Ålborg en gang før, fordi John Mayall havde været syg. Og der havde Walter fået lysten til at gå solo. Og nu stod han så igen i Ålborg, og denne gang med sit eget band. Det var guitar lir og svedigt rock og blues og Walter formåede endog at spille Jimi´s ”Red House” hjem, så den blev dybt personlig. Fruen og jeg fejrede vores allerførste kærestedag. Unægtelig en stor og begivenhedsrig aften. 

  
 
Santana: Ålborg stadion juli 1992. Et af hovednavnene på denne frilufts koncert, havde lykkeligvis meldt afbud, og det gav spontan plads til at Santana istedet spillede en 3 timer lang koncert, hvor Carlos Santana og gutterne flød ud i smeltende forførende  samba & latin rytmer og funky lyde, mens den dejligste sommeraften sænkede sig over Ålborg. Meget smukkere kan det vist ikke blive. 

 

 
Stan  Webb & Chicken Shak: Djurs Bluesland. Stan Webb og Co. gik uventet på scenen efter et afbud fra irske Rory Gallagher, som på det tidspunkt var uheldbredelig sygdomsramt. Det var noget af en opgave, at erstatte nu salige Rory. Men Stan formåede det på sin egen engelske måde, med et godt sammenspillet band og den, for mig uforglemmelige oplevelse af at se Stan Webb skifte en sprunget B streng ud, og få den stemt, som en  integreret del af en forrygende flot guitar solo.

 


 
U2: Gentofte Stadion.1992. Græsplænen gik fysisk i selvsving ved lyden af Adam Claytons bas. U2 leverede en storslået og voldsom dynamisk lyd. Personligt bryder jeg mig ikke om  "stadion koncerter". Der lukkes alt for mange mennesker ind, og hele iscenesættelsen med storskærme øger blot afstanden, fordi de konstant minder en om hvor langt væk musikken kommer fra. Men denne koncert var et udstyrsstykke af rang, med storskærme over alt, film og østtyske Trabant biler i luften over scenen. Men som sagt "lyden" var formidabel og U2 forsøgte med al deres formåen at være "i stue" med os allesammen. Bono ringede til Uffe Elleman og Frederik rockede med i V.I.Pén. 

 

 

Buddy Guy: Djurs Bluesland 1992. Overjordisk blues fra dybet. Der er kun Buddy Guy i denne verden der kan spille ligeså hjerteskærende som Jimi Hendrix, når det er bedst. Buddy Guy er eksploderende, og inderlig og synger blues som blues. Han er  legenden der inspirerede Jimi Hendrix. Ganske enkelt den bedste af de nulevende blues kunstnere, uden sammenligning. 

 

 
 
Donovan: Langelands festivalen 1993. Mens et heftigt uvejr raserede den store udendørs scene, gik Donovan, på scenen i ”Møllers Telt”, med sin akustiske guitar og sang og berørte alle i teltet, med sange som Sunshine Superman, Seasons of The Witch, Hurdy Gudy Man osv. 


 
Pink Floyd: I Parken 1993. Der var dømt oplevelses-musik-iscenesættelse. Forventningerne var i orden.Nåede dog ikke op på de astronomiske højder fra Århus i 1970. Storslået lyd og sanse bombardement. Gilmore guitar. Lysshow og svævende efekter i rummet. Eneste egentlige malurt i bægeret var nok at puplikum havde ændret sig noget siden 1970. F.eks sad jeg på en dyr og fremragende balkon plads med udsigt over hele falbaladen. Ved siden af mig sad 5 glade og lystige ungersvende. De tyllede hurtigt 6 fadbamser ned hver og hentede så nye forsyninger. Da de gik i gang med at hælde dem ned, begyndte Pink Floyd maskinen at rulle. Det fejrede drengene med "skråle med" sang for fuld hammer. Da numeret langsom sluttede af og alle tavs afventede den sidste tone dø ud, sprang de lystige naboer op på benene og skrålede et 6 foldigt SKÅÅÅÅL ud over parken så alle 25000 tilskuere et øjeblik flyttede blikket væk fra scenen og op på "OS"! Ja selv Gilmore flyttede blikket og skævede nervøst op i mod os. Det fejrede drengene ved at gå ud for at hente en ramme mere til hver. Og jeg nød stilheden og Pink Floyd som det bør opleves i ca 10 minutter, så kom de tilbage. Dennegang tillige medbringende en tyk håndfuld joints. Og sådan fortsatte koncerten hen mod pausen mens de skiftevis tyllede, sang og røg tjald. I pausen kom jeg i snak med dem. Flinke fyre og meget glade. Jeg prøvede at give dem et indblik i hvordan man også kunne opleve Pink Floyd. Men de var altså mest tændt på stemningen. Og den fejlede jo ikke noget. Men et meget godt billede på begrebet "Stadionkoncert".


 
B.B.King: I Lunden Silkeborg. Som opvarmning var Disneyland After Dark. Et særpræget valg. Og det var jo længe før D.A.D. blev landsby rock´n rollere. Vi fik en svingende B..B. i nobel habit og med sit fremragende backing band. Der er fed soul lyd i det band og det swinger som ind i helvede godt. Efter et forygende sæt fra Bandet blev mesteren Him Self  endelig introduceret med fanfarer og horn udblæsning og et "Ladies and Gentlemen, Mr. BeeeeBeeeeeeeKiiiiiiiiiiiiiig. Og så gik den ældre herre i gang med at male skoven blå, mens børn og godtfolk begyndte at vugge med. To år senere hørte jeg iøvrigt igen B.B.King. på scenen i Århus Musikhus. Ikke det bedste sted til denne type musik, der taler mere til kroppen end til hovedet. Men B.B. Him Self var også blevet 2 år ældre, og virkede knap så viril som i Silkeborg. Så det var lidt mere tilbagelænet blues denne aften bød på. Sikkert er det at B.B.King har skrevet sig ind i blues musikken, som Louis Amstrong har gjort det i jazzen.

 

Luther Allison: Blues legende i klasse med Buddy Guy, men måske en anelse mere soulpræget. Luther Allison har en sangstemme der slår gnister, og et forrygende afklaret guitarspil. Den sidste gang jeg hørte salige Luther, var i ”Huset” i Århus, hvor han på et tidspunkt gik ned fra scenen og rundt i salen, mens han lod guitaren flyde frit. Da han fik øje på fruen og undertegnede, smøg han sig ind til os og spillede op til ”romance” ala Lady & Vagabonden, mens projektørerne hvilede på os, efter nogle minutter bøjede Luther sig ned til mig, velsignede mig med håndspålæggelse og sagde ”You got the Blues, man”!!. (tak, Luther). God bless you.

 

Arthur Lee & Love: Pumpehuset, København, 20. maj, 1996. Mit gamle idol fra L.A. som jeg ihærdigt har fulgt siden 1966. Har alle udgivelserne med Love og Arthur Lee, selv om mange var svære og nærmest umulige at få fat i. Jeg havde opgivet at se mesteren på en scene. Og så kom han pludselig til København med et nyt band, efter mange års tavshed. Min kammerat og jeg var der selvfølgelig, og det var en viril og sangstærk Arthur, der havde et band med sig som kunne de klassiske Love numre til fingerspidserne. Stor var vores forbavselse, da vi kort efter koncerten læste i avisen at Arthur Lee var blevet idømt 12 års fængsel, for ulovlig omgang med våben. En meget tvivlsom dom, der heldigvis afstedkom så megen presse omtale, at Arthur Lee efter ”kun” 6 år slap ud igen, og genoptog tournéen, hvilket bl.a. bragte ham til Randers, hvor de kunne sove og spise gratis, hvis de ville spille. Og her hørte vi igen Arthur Lee og det nye Love, spille en hæsblæsende flot koncert. Således turnerede Arthur Lee og Love rundt i verden i nogle år, hvor de høstede stor anerkendelse, indtil Arthur Lee fik leukæmi. Og kort efter havde denne verden mistet en sjælden stor sanger og sangskriver, og jeg en "ven", som jeg havde kendt siden 1965.

 

Musikfotos - Love Arthur Lee 1996
 
Bob Dylan: KB Hallen, 11. juni 1998. Jeg havde næsten mistet glæden ved at høre Bob, pga. hans udgivelser op igennem firserne. Men nu var Dylan stærkt tilbage med et solidt velspillende band, og en unplugged udgivelse der bestod af en række stærke genfortolkninger af gamle sange, og endelig var mesterværket ”Time Out Of Mind” lige udkommet. Og min lyst til at se idolet var større end nogensinde. Sammen med 11 andre midtjyder var fruen, datteren og jeg så usandsynligt heldige at vi fik de først solgte billetter da salget begyndte en grå mandag morgen på hovedpostkontoret i Århus. 14 stk. billetter på første række tilfaldt østjyderne, med en formidabel placering lige midt for scenen. Og den aften i selskab med ”his Bobnes” blev en oplevelse så stor, så et tastatur vil komme på overarbejde, hvis det hele skal med. Men Bob sang, spillede, dansede, smilede og sagde endda tak og bukkede ind i mellem. Og taget var ved at løfte sig af hallen. Vor tids ubetinget største kunstner leverede et livstegn af de kraftfulde.

 

 

 

Musikfotos - Bob Dylan 1998 
 

Toppen af siden