| KARENS GÆSTER | KARENS FIRE ÅRSTIDER | EN LILLE KLUMP RAV | BILLEDER FRA FESTEN 1 | FORSIDE |
I vår og vækstid i seksogtyve
mens varmevinger strøg jordens bug,
se drømmefugl over skoven flyve
med æglyst bag,- for instinktet: rug,-
da voksed hun i sin moders mave,
fra kærtegnsfrugt til hvad vi nu ved,-
men et er væksten, som de vil have,
et andet egen personlighed.
Du blev kaldt Karen og fik din rolle:
Stæk stemme sang og stæk fod for dans -
en fanget fugl man i buret holde,
indtil den glemmer sin flyvesans.
Du ville gerne med alfelethed
ha' svævet rundt til din drøms musik,
men holdtes i rolleburet fanget:
Du duer ikke din klodderik.-
Den grimme ælling var dog en svane
- i søen spejled et svanepar -
men ællingerollen var blevet vane,
og Karen så ikke, hvem hun var, -
du blev nu hustru og du blev moder,
og du blev barn iblandt dine små,-
men skønt du spilled med flere noder,
så skulle andre helst takten slå.
Du folded ud nu i blomster sarte
med tusind farver i krydderluft
- men I holdt blomsterne helst aparte,
holdt for jer selv både syn og duft,-
skønt tørken truede jeres sommer,
så groede blomster i jeres bed.
Og gav jer armod kun tomme lommer,
så havde I fantasien med.
En forårsælling - en sommersvane,
den første kluntet, den næste sky,-
en hønemor med en særlig hane,
du fyldte rollerne uden kny. -
Hvem var du Karen, var du det hele - ?
Og var du mere end det måske,
end den der solen og vinden dele?
- nu falder sensommerens første sne.
I efteråret, når løvet falder,
og frugter bæres af vinden bort,
da fatter du, at en moderrolle
er lyst og smerte, men alt for kort.
Kun den, der vover at la' sig binde
i kærlighed og i tillidsbånd
kan være efterårs-lykke-kvinde,
- glæden og sorgen går hånd i hånd.
For efteråret er også høsttid
- der høstes tryghed og hjerteangst -
og travle hænder i travlest husflid,
blir standset brat, som fugl i fangst.
Hør fuglen tier og hånden sænkes,
og ingen venter, hvad mer den vil.
En fugl kan stækkes og hænder lænkes,-
hvad er så hånd eller vinge til?
Et efterår er dog ej det sidste,
skønt sangen stummer i tænksomhed
hos den, der måtte for tidligt miste
og leved ud sin kærlighed.
Skønt ploven furer og vinden skærer
og sårer dybt ind i træets ved,
kan den, der i sig dog livet bærer
få smilerynker i fures sted.
Nu kommer vinteren dig i møde,
og vintervendt er din hjertemuld,
- se, i din vinter er forårsgrøde,
og forårsbørn blomstrer ligefuldt.
Et vinteræble i smagen dyber,
skønt frugt i efterår har sin pragt,
så tar en kender de sene typer,
der før har af gemmefrugter smagt.
Mens bønder pløjer, og bønder harver
for det, de håber, men ej kan se,
du blander vinterpalettens farver
med iskrystaller og liv in spe.
For du har anet, hvad der er vigtigt,
og du har anet, hvad der er hult,
- at kunmed hjertet kan du se rigtigt,
alt væsentligt er for øjet skjult.
Vi takker dig Karen Ankerstjerne
for den du er, og for den du vil -
fra ankerdybet til stjerner fjerne,
du spænder vidt i dit rollespil.
Hvem er vores Karen, - er du det hele?
Ja, - Gud har givet dig sådant værd,
at du kan spille på alle dele,
på hjertestrengene dog især. --