| KARENS GÆSTER | KARENS FIRE ÅRSTIDER | EN LILLE KLUMP RAV | BILLEDER FRA FESTEN 1 | FORSIDE |
Hun har egentlig altid været lidt gammel - vores Karen. Knold i nakken, gråt hår, briller og forlorne tænder - sådan har mit billede i hvert fald altid været af hende, selvom hun kun var midt halvtreds, da jeg mødte hende første gang. Hendes mand var faldet død om ude på gårdspladsen en aften - det var den yngste søn, der fandt ham og nu stod hun alene med tre sønner, en gård og en uvis fremtid. Hun blev ansat i præstegården til at passe mig, der dengang var en treårig krøltop, og her begynder vores historie sammen. Vores Karen - som vi altid kaldte hende, så ingen var i tvivl om, at hun faktisk var vores og ikke nogen andres - er nemlig et menneske,der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Faktisk ville jeg ikke have været helt den samme, hvis jeg aldrig havde mødt hende.
Hun fulgte efter os, da hele familien flyttede til en lille solskinsø i Kattegat. Hun kunne heller ikke undvære os.
Onsdag var min faste Karendag. Der besøgte jeg hende på gården under den store elm kun et stenkast fra Sønderstranden. Hun var den bedste hjertensven, man kunne tænke sig. Hun fandt på de særeste og skøreste ting, og jeg følte mig aldrig som et lille barn sammen med hende, - vi var jævnbyrdige. Ja - på trods af knolden i nakken og det grå hår, var hun mere barn i hjertet end voksen.
En efterårsonsdag i Elmegårdshaven puttede vi harpiks i et glas vand, så det kunne blive til rav. Der ville nok gå nogle hundrede år, sagde Karen. Jeg var ikke i tvivl om, at Karen og jeg ville sidde der under Elmen med vores madpakker - også om hundrede år. Karen var kunstner, og hos hende fik jeg lov at male med ægte oliefarve på lærred. Hos hende fik jeg også lov at sove i smørhullet, spise flødeskum til jeg var ved at revne, smage Nordsøolie og smøre leverpostejsmadder om natten, når jeg vågnede og var sulten. Jeg husker tydeligt en kold vinteronsdag, hvor hun fulgte mig hjem. Jeg gled på de frosne vandpytter hele vejen ind til byen, mens Karen holdt min hånd, for at jeg ikke skulle falde. Frost i kinderne, sol i øjnene og glæde i maven.
En sensommerdag skulle mine forældre til høstfest, og jeg var ked af, jeg ikke måtte komme med. Jeg blev afleveret hos Karen, og da jeg trådte ind i det lille køkken, der altid duftede af oliefarver og nybagte boller, lignede det slet ikke sig selv. Der var hængt batikudsmykkede lagner op på væggene, og borde og vindueskarme var pyntet med kornneg, kartoffeltændstikmænd og blomster i gule, brune og orange farver. Jeg blev ikke snydt for høstfest. Mine Karendage, vores onsdage er nogle af de lykkeligste minder fra min barndom på Kattegatsøen.
Efter nogle år flyttede Karen fra øen. Det var en stor sorg for mig, men det åbnede samtidig nye muligheder, nu hvor jeg var stor nok til at rejse over og besøge hende på fastlandet. Hvad øen havde tilbudt af naturskønhed. blæsevejr, strand og hav, kunne byen derimod tilbyde af kunstmuseer, biografer, busser, strøgture og teaterforestillinger.
Jeg elskede Den Gamle By, hvor Karen og jeg var trofaste besøgende, hver gang jeg var hos hende. Vi gik rundt i de brostensbelagte gader mellem de gamle huse og følte os henførte til en anden tid. Vi købte hjemmelavede holdkæftbolsjer
og honninghjerter og havde, som så mange gange før, vores eget lykkelige univers.
Det var også Karen, der introducerede den fantastiske højskoleverden for mig. Jeg husker tydeligt under et ophold på Lønne højskole, hvordan vi begge føjtede rundt til langt ud på aftenen og derfor aldrig “nåede” med på morgenklitklatring, selvom vi lovede hinanden det hver aften!
I konfirmationsgave fik jeg en tur til Rom af Karen. Det var sammen med hende, jeg første gang stod og indåndede Peterskirkens støvede, kølige luft, mens jeg blev overvældet af hvælvingernes storhed og den mystiske stemning af hellighed, som går lige i blodet på en. Karen fortalte mig om splinten af Jesus’ kors i obelisken og om apostlen Peters knogler, som angiveligt skulle hvile i kirken. Vi gik også alle skridtene op af Den Spanske Trappe, hvor vi købte lidt aflad - bare for en sikkerheds skyld! Vi besøgte de skumle katakombere og en menneskeknogleudsmykket kirke - normalt hård kost for en 12-årig tøs, men en armslængde fra Karen, var der intet, der kunne ramme mig.
Moesgård var også et af vores favoritsteder -- både museet i sig selv med sine fortidsminder,men også gåturene under de store bøge. Jeg husker en gang, hvor vi i en dybsindig samtale, havde forvildet os langt ind i skoven. Faktisk var vi faret vild, og Karen anede ikke, hvor vi var (hvilket hun først afslørede for mig siden!). Hun lod bare som om vi legede en “faret vild i skoven leg” og efter nogle timers gåtur og med rumlende maver og ømme fødder, samlede en venlig buschauffør os op og kørte os til Ørnereden. Her spiste vi pommes frites, mens vi forestillede os, hvordan vi skulle have overlevet i den store mørke skov og spist bær og rødder og sovet sammen med de vilde dyr - se det var et rigtigt eventyr. Om aftenen kan jeg huske det blev et uhyggeligt tordenvejr - men i stedet for at blive bange og gemme sig, som jeg plejede - rykkede Karen vores senge ud på altanen. Her lå vi og betragtede de knitrende zig zag-lyn, der flængede himmelen og hørte de gigantiske brag --- og selvfølgelig skulle vi have tordenkaffe ligesom i gamle dage. Det farlige var igen blevet til en leg.
Som barn kom jeg engang til at sige til Karen, at hvis nu hendes mand ikke var død, så var hun jo aldrig blevet til min Karen! Vi havde sikkert aldrig mødt hinanden, og jeg kunne på ingen måde forestille mig min verden uden Karen.
For nogen tid siden gik jeg tur i Den Gamle By med mine to piger. Jeg ville vise dem alt det jeg elskede som barn. Vi havde netop talt om Karen, da hun pludselig kom ud af bageren med favnen fuld af nybagte duftende honningkager. Hun er stadig lidt gammel, men hun ligner sig selv, selvom det er 25 år siden jeg så hende første gang. Som den mest naturlige ting i verden havde hun lige købt to store honningkagehjerter, for hun mødte jo nok nogle børn, hun kunne forære dem til. Mens pigerne spiste honningkager, snakkede Karen og jeg om de mange minder vi havde sammen. Med et var vi igen bare den lille krøltop og min Karen, den lille barnehånd i den rynkede hånd med de tydelige blodårer i vores helt eget univers. Og jeg var nu - som dengang - overbevist om, at Karen og jeg også om hundrede år ville sidde under Elmen på øen Endelave med en lille klump rav.