Lidt om Bagdad Café 2015:
Efter at have forladt "Motel 6 Los Angeles LAX" onsdag d. 4. februar, gik turen ad motorvejene gennem det store Los Angeles område (som i parentes kan fortælles, er på størrelse med Sjælland) til San Gabriel Mountains, som adskiller Los Angeles-bassinet fra ørkenområderne, og hvor frokosten blev indtaget på en rasteplads.
Nu var halvdelen af strækningen til Bagdad Café, som blev nået først på eftermiddagen, overstået.
Bagdad Café er beliggende ca. 30 km øst for Barstow på den gamle Route 66, - derude hvor kragerne klager over sand i øjnene..
Set udefra lignede den sig selv fra filmen, dog var det specielle vandtårn styrtet sammen og forsvundet. De gamle afrundede campingvogne stod der også stadig, omend i en noget miserabel stand.
Men indenfor var den fyldt med hilsener og rarieteter fra besøgende fans. Det var tydeligt, at også mange motorcyklister på vej ad den legendariske Route 66 havde været indenfor.
Cafeén blev bestyret af en venlig dame, og efter en kop kaffe kiggede vi os mætte i næsten en time på lofter, vægge og alverdens effekter, hvoraf de fleste refererede til filmen.

Bagdad Café 2015