Ved klik på de enkelte billeder kan du få dem vist i stor størrelse

SYLTETRYK

Fra 1976 og et par år frem lavede jeg en del silketryk eller serigrafiske tryk under navnet Syltetryk. Navnet blev foreslået af Leif Dione Joensen, som i forvejen havde oprettet forlaget Skinken.

Nu er jeg gået igang med at rode i arkivet fra den tid, gravet frem fra mit kælderrum, efter at have været mere eller mindre urørt på skiftende opholdssteder gennem de sidste 30 år.
Indholdet vil i den kommende tid blive fotografisk dokumenteret tilsat fragmenter af min erindring.

Arbejderne fra Syltetryk er af svingende kvalitet fra regulær plakatkunst til sjusket dovenskab, men alt med et eller endog flere stænk af originalitet. En del af dem er frasorterede fejltryk, som jeg beholdte, men aldrig fik smidt ud.

Finn Jensen, Grenaa  -  tidl. Ballonparken  -  finn@maaneskin.dk    

   
To Ballonparkplakater fra før 1976 som ikke er lavet af mig.
Det startede med plakaten til Ballonparkens 3-dages fest i maj 1976
 
Den færdige plakat 1976 Rentegning plakaten 1976 Rentegning - sort tryk Rentegning - rødt tryk
   
  To farvevarianter over plakaten til "Albuen", Frede Norbrinks daværende band tegnet af Frede Norbrink  
Kaninfolk drager til Thy og vender tilbage igen
Original skitse til Høstfest Original skitse til Kaninfolk
 

Jeg kendte absolut intet til silketryk, men havde tegnet et forslag til plakat.
Det tidligere plakater til 3-dages festerne var lavet af en finurlig fyr, som vi kaldte "Karate Palle", en fyr som kunne sidde på gulvet og mumle i et hjørne af værtshuset, mens han knuste sten med hænderne. Men han kunne det der med silketryk, når han vel og mærke blev overvåget og løbende påfyldt elefantbajere og et passende antal chilummer. Så sad han og udskar med en skalpel detaljerne i shellakimprægneret papir. - Men i 1976 var han forsvundet et sted ude i mørket.

Trykrammen til plakaten fra 1976 blev lavet uden brug af shellak, men udført af et firma udefra som brugte positivfilm og belysningsteknik. Derefter var det eneste jeg skulle gøre at foretage selve trykningen. Hvordan den i øvrigt forløb, har jeg ingen erindring om.
Til plakaten knytter sig i øvrigt følgende. - Det viste sig at Niels Skovsen skulle spille sammen med Peter Ingemann, hvilket ingen havde fortalt mig, så han var meget ked af, at han ikke figurerede på plakaten. - Et par år efter fik vi glattet tingene ud over en kraftig chillum bag i min kassevogn.

Kort efter 3-dages festen blev jeg kontaktet af Klub-47 fra Tycho Brahes Allé, som skulle have lavet en plakat. Hverken plakaten eller forløbet kan jeg huske noget som helst om, og den findes ikke i mit arkiv, men den blev da trykt på værelse 146 i Ballonparken.

Så henvendte Frede Norbrink sig med en rentegnet plakat, Albuen skulle spille Sct. Hans Aften på Electric Ladyland. Rammen blev skåret i en tynd film og lagt på nylongazen inden plakaten blev trykt, den findes i tre udgaver med forskellig farvet papir. Den tredie farve kan jeg ikke huske hvilken var.

I begyndelsen af sommerferien var en flok musikere og andet godtfolk på vej til Thylejren under navnet "Kaninfolk". Så vidt jeg husker drejede det sig bl.a. om Hermann, Rudi, Leif Dione Joensen, TømrerClaus, Michael Edinger og mange flere. Jeg fik opgaven at lave en plakat dertil, og det blev samtidig starten på et grafisk samarbejde med Leif Dione Joensen. Og da Kaninfolket vendte tilbage til Ballonparken, blev der holdt en to-dages fest på Sibiriens græsplæne.

 

Skift Stil i 1977
Rentegning til Skift Stil Tryk fra ramme i skåret film - Den originale, trykt i 50 nummererede eksemplarer. Den blev allerede trykt i 1976, samtidig med Kaninfolk? Tryk fra ramme malet med shellak. Det var denne ramme som bl.a. blev brugt til at trykke de store bannere til sceneudsmykningen.
Huset, Magstræde 11. -13. 2. 1977 Paramount, Roskilde 25. -26. 3. 1977 Saltlageret 27. 3. & 3. 4. 1977 Saltlageret 3. 4. 1977
Saltlageret 3. 4. 1977 med påklistret rødt felt Saltlageret 3. 4. 1977 - str. A4 Huset, Magstræde 23. -24. 4. 1977 Oplæg klippe/klistre Huset, Magstræde 23. -24. 4. 1977 Charlottenborg 30. 4. - str. A4
 
 
  Fælledparken 24.7. 1977 Musikfabrikken Fair Play 13.8. 1977  
  Frede Norbrinks definitive udgave af Skift Stil plakaten  

1977 var det gyldne år for Syltetryk, et år som sprudlede af masser af ideer og spændende opgaver.
Året var kendetegnet ved, at vi var en lille gruppe mennesker, som havde det til fælles, at vi alle i løbet af året rundede de 30 år.
Det var så vidt jeg husker bl.a. Leif Joensen, John Teglgård, Helle Vibeke, Frede Norbrink og undertegnede.

Det var også det år, at "Skift Stil - forum for Ord, Lyd, Billede og Bevægelse" opstod, - en kombination af musik, udstilling, recitation m.v..

Det grafiske udtryk "Skift Stil - Stil Skift" var allerede i 1976 trykt første gang i forbindelse med Kaninfolk plakaterne. Tænkt og sat i luften af Leif Dione Joensen og overført til grafik af mig. Den første udgave var trykt i 50 nummererede eksemplarer med navnelogo fra både Leif og mig. Den blev siden trykt i forskellige udgaver og størrelser. Bl.a. som små klistermærker, h.h.v. en silketrykt primitiv udgave i få eksemplarer og siden en "pæn" udgave trykt ude i byen.

På den første plakat forekom navnet Skift Stil slet ikke. Da drejede det sig om Lange Hyl & Venner, der spiller, agerer, reciterer og udstiller. Lange Hyl var Leif's band, Vennerne var musikere fra Copyright, Feo, Masala Dosa (Fejlagtig skrevet som Masaloda), Kaptajn Danmark, Isabella Palladium, Albuen, Ånd Vind & Virkelighed, Autogena og Hurtig Hygge. Tidspunktet var tre aftener i træk, 11. - 13. februar i Huset i Magstræde.

Første gang navnet "Skift Stil" var at finde på plakaten var i forbindelse med "Lange Hyl i Paramount" på Club Paramount i Roskilde den 25. og 26. marts. Her medvirkede Lange Hyl, Masala Dosa, M/S Mette (som senere blev til Mettes Medskyldige), Hurtig Hygge, Malurt & Engleklang, Happy Scissors og Landballetten.

27. marts og 3. april spilledes i Saltlageret på Gl. Kongevej under titlen "Masala Dosa - Lange Hyl" med Lange Hyl, Masala Dosa,Copyright (Vivi Jo Heede fra Furekåbens band), Rysteribs, Happy Scissors, Mettes Medskyldige, den gamle poet fra Islands Brygge Arne Yding som kaldte sig "Det vandrende forlag", Gustav og selvfølgelig Frank Hindsbergs lysshow. I den forbindelse havde Syltetryk en bod, hvor man kunne få lavet et tryk direkte på sin egen bluse.

23. og 24. april spillede det som nu var "Skift Stil Show" igen i Huset i Magstræde med den nu faste sammensætning: Lange Hyl, Masala Dosa, Mettes Medskyldige og Franks lysshow.Første plakatoplæg var "Lange Hyl i Det Lyse Rum".

30. april var der "Skift Stil" på Charlottenborg i forbindelse med regbueudstillingen ”Kærlighed og Kaos”.

Frede Norbrink tegnede nu en hel ny Skift Stil plakat i flot og stilrent design, og jeg trykte den i forskellige versioner. Den blev den definitive udgave og blev første gang anvendt i Silkeborg.

14. - 25. juni var der Multi Musik Festival i Silkeborg, og her var der Skift Stil Show på spillestedet Lunden med Syltetryks bod, hvor Mette og Leif's lille Sarah havde en dyne hun kunne lægge sig i, når hun blev for træt. Scenen var dekoreret med lange stofbannere med fortløbende Skift Stil tryk. Der optrådte en række andre bands på scenen. Husker bl.a. Kim Larsen & Starfuckers, som af ungerne blev overbroderet med masser af små Skift Stil klæbemærker. Og også bl. a. Kræn Bysteds og Monrad & Rislund måtte finde sig i Skift Stil bølgen.
Og apropos Skift Stil klistermærkerne, som vi havde fået trykt et stort oplag af ude i byen, - jeg havde understået mig i at anbringe et enkelt på missionshotellets mur ved siden af hovedindgangen, - sikke en ballade der blev, og jeg måtte ud og fjerne det, uden at det gik udover murens maling!
Fra Silkeborg findes der ingen tryk eller plakater bevaret i mit arkiv.

24. juli var der Skift Stil Show i Fælledparken på scenen ved pavillonen. Den eneste udendørs koncert, der blev holdt, og her medvirkede hverken Franks Lysshow eller Syltetryks bod.

Det sidste Skift Stil Show (så vidt jeg husker) fandt sted i Musikfabrikken Fair Play på Gl. Kongevej den 13. august 1977.

Plakater for forskellige orkestre 1977-78
  Hyldemorplakaten vers. 1 Hyldemorplakaten vers. 2  
Skitsetegning til Masala Dosa plakat Masala Dosa plakaten vers. 1 Masala Dosa plakaten vers. 2 findes også i en blå udgave. Masala Dosa plakaten vers. 3
Milevidt var en gruppe
med bl.a. Leif Dione Joensen
ESP-Band var sammensat af de nævnte musikere Lange Hyl var i flere år Leif Dione Joensens faste band Copyright bestod bl.a. af Vivi Jo Heede, der tidligere medvirkede i Furekåben
Rysteribs var en pigegruppe fra Ballonparken som spillede folkemusik Blanke Øjne & Glasskår var et Roskilde band som bl.a. spillede på Club Paramount Skitse til plakaten for
Blanke Øjne & Glasskår
Balsam har jeg ingen erindringer om.
Andre grafiske udtryk i samarbejde med Leif 1976-78
Skitse til "Tegn fra Jorden" "Tegn fra Jorden" udstilling i Huset i Magstræde 10. - 25. september 1977 Spence Leif's oplæg til CocaColain tryk
Danmark Danmark Agelser & Adokser Lange Hyl
PPPP   Lange Hyl
Udstillinger, arrangementer 1976-78
       
       
Andet 1976-78
     
Blandede bolcher
     
     
       

Lidt om teknikerne.
Silketryk eller serigrafi som det også kaldes foregår ved, at man ved hjælp af en rakel trækker en fed maling henover en skabelon i en ramme beklædt med nylongaze. Raklen er et brædt, hvori der er anbragt et aflangt kraftigt gummistykke, som kan trække farven hen over skabelonen samtidig med at den presses ned gennem den åbne nylongaze.

Især i begyndelsen brugte jeg den fremgangsmåde med en skalpel at skære motivet ud i en emulsionsbeklædt film. Fjernede derpå de områder, hvor farven skulle kunne gå igennem.Herefter skulle filmen meget præcist lægges på bagsiden af silketryksrammen. Den blev så gennem rammens nylongaze forsigt påført isopropylalkohol, som opløste emulsionen og fastgjorde den til gazen. Når den var helt tør, trak jeg filmen af og håbede inderligt, at den ikke trak noget af emulsionen med sig. Skete det, måtte jeg reparere ved hjælp af flydende shellak.
Dette var en meget omstændig proces, men når det gik godt, var resultatet et meget skarpt tryk.
En ubehagelig biting var, at isopropylalkohol udover at være særdeles brandfarlig ved længere tids brug kunne forårsage skader på centralnervesystemet.

Jeg gik derfor snart over til at bruge flydende shellak, som jeg påførte rammen med pensel. Det var en enklere teknik, og i øvrigt også den klassiske metode til fremstilling af silketryk. Til gengæld var det svært at lave de helt skarpe tryk, og motivet skulle males negativt.

En mere avanceret metode, var at få motivet fotograferet over på en positivfilm.
Rammen skulle derpå belægges med en lysfølsom emulsion ved hjælp af en rakel og derefter tørre i absolut mørke. Når den var helt tør, blev positivfilmen lagt inden i rammen så den var i kontakt med emulsionen. Herefter skulle den belyses en periode med ultraviolet lys. Derefter kunne den ubelyste emulsion skylles af med vand. Denne metode var den ultimative, men skulle styres meget præcist og den gik ofte i vasken, grundet de primitive forhold der blev arbejdet under.

En fjerde metode, som jeg først sent blev klar over eksisterede, var at male eller tegne motivet ved hjælp af flydende gummi. Derefter skulle jeg påføre en emulsion ved hjælp af en metalrakel. Når denne var tør, kunne jeg med et stykke rågummi fjerne den nu tørre gummi jeg havde tegnet med. En meget enkelt teknik, som passede mig fint og kunne give hæderlige resultater.